Mandag aften slukkede livets flamme hos Jørgen Leth, da kunstneren og kommentatoren sov stille ind, 88 år gammel.

Et årelangt liv, hvor han på sin egen vis satte præg på folk omkring sig – også de allerstørste.

Én af dem er Tour de France-chefen Christian Prudhomme, der fremhæver en helt særlig episode med Jørgen Leth.

For endnu engang blev han blæst bagover af det danske ikon – og lavede selv en bommert.

Den fandt sted for tre og et halvt år siden.

»Jeg havde den ære at overrække ham 'Ordre des Arts et des Lettres' i foråret 2022 i København. Det slog mig, at han udtrykte sig selv på virkelig godt fransk. Han vidste præcis, hvilke ord han skulle vælge, selvom han selvfølgelig havde en accent,« siger Christian Prudhomme til B.T.

Jørgen Leths aura og vigtige arbejdet blev også bemærket i Frankrig.
Jørgen Leths aura og vigtige arbejdet blev også bemærket i Frankrig. Bax Lindhardt

Christian Prudhomme uddelte 'Ordre des Arts et des Lettres' til Leth – en orden, som belønner personer, der arbejder med at promovere eller fremme fransk kultur og uddeles af det franske kulturministerium.

Men undervejs begik Tour-bossen en bommert.

»Jeg husker, at jeg hængte medaljen på hans forkerte side. Det var første gang, jeg prøvede den slags. Jeg hængte den på hans højre side, men den skal sidde til venstre, ved hjertet,« husker han og griner.

Episoden er en blandt mange, Christian Prudhomme havde med Jørgen Leth.

Derfor er det også et dødsfald, der påvirker ham dybt, da B.T. overrækker ham nyheden. 

»Jeg er selvfølgelig meget ked af det. Både som direktør for Tour de France, men også fordi jeg selv var kommentator. I mange år beskæftigede vi os med det samme,« siger Prudhomme, der selv var journalist på fransk tv i en lang periode, inden han blev direktør for verdens største cykelløb.

»Han var en person, der med sine talenter som instruktør og fortæller havde fuldstændig styr på alle aspekter af tv-transmission.«

Selvom chefen for det hele ved Tour de France ikke havde en privat relation til Jørgen Leth, samlede cykelsporten dem et hav af gange. Første gang Prudhomme selv dækkede Tour de France var i 90erne.

Jørgen Leth var noget ganske særligt for Christian Prudhomme.
Jørgen Leth var noget ganske særligt for Christian Prudhomme. Gregor Fischer/AP/Ritzau Scanpix

»Vi havde en professionel relation, og jeg lærte ham at kende, da jeg selv var kommentator. Jeg kan ikke huske første gang, vi mødtes, men tidligere var der middage til Touren, hvor kommentatorer fra de forskellige lande mødtes efter en Tour-etape,« fortæller Christian Prudhomme.

»Derefter mødte jeg ham mange gange, for eksempel i forbindelse med, at Touren startede i Danmark i 2022. Det fyldte ham også med glæde. Jeg har også set ham adskillige gange til Paris-Roubaix.«

I 2013 hædrede Tour-bossen den danske cykelstemme i forbindelse med, at Leth havde dækket Tour de France 30 gange.

Og særligt et af Jørgen Leths fysiske træk sidder tilbage i bevidstheden hos Prudhomme.

»Det drilske blik bag brillerne er noget, der altid har slået mig. Han var god til at vælge sine ord. Han beherskede sproget som få, og jeg mener, at han har gjort meget for, at franskmænd og danskere kunne forstå hinanden, også uden for cykelsporten og Tour de France. Han var en meget kultiveret mand. Men jeg vil altid huske det blik. Det lys i øjnene og det muntre udtryk i blikket.«

2026-udgaven af Tour de France bliver den første i en menneskealder uden Jørgen Leth. Men det betyder ikke, at han bliver fraværende til verdens største cykelløb.

»Han er en stor skikkelse i Tour de France og for journalistikken ved Tour de France,« siger Christian Prudhomme, der ikke vil udelukke en form for mindehøjtidelighed for Jørgen Leth.

»Det er en mand, Tour de France ikke glemmer. Hvis du kan samle alle de danske journalister til Touren, så lover jeg, at vi gør det.«