Da Jonas Vingegaard stiller til start iført førertrøjen 9. august 2019, står han foran karrierens hidtil største triumf.

Men alt går galt for den unge dansker. Føringen fordufter, da han gennemlever sin måske største nedtur på cyklen.

Tynget af presset taber han alt på gulvet på en ellers forholdsvis ufarlig etape, og derfor glipper den samlede sejr for Jonas Vingegaard i Polen Rundt dagen efter en etapesejr foran en række stjerner.

Dengang var det svært at forestille sig Jonas Vingegaard som lederen på verdens nok største cykelhold. Ikke desto mindre var det det, skæbnen bød ham tre år senere, da han vandt Tour de France.

epa10565046 Danish rider Jonas Vingegaard of Jumbo-Visma team celebrates winning the 6th and last stage of the Itzulia Basque Country cycling race, in Eibar, Basque Country, northern Spain, 08 April 2023. EPA/Miguel Tona
epa10565046 Danish rider Jonas Vingegaard of Jumbo-Visma team celebrates winning the 6th and last stage of the Itzulia Basque Country cycling race, in Eibar, Basque Country, northern Spain, 08 April 2023. EPA/Miguel Tona Foto: Miguel Tona
Vis mere

»Han har taget enorme skridt, siden han kom til (i 2019, red.). Både i forhold til præstationer, men også hvordan han opfører sig og håndterer presset,« fortæller Jumbo-Visma sportsdirektøren, Grischa Niermann, til B.T.

»Han er en meget taknemmelig leder. Ikke den mest verbale, der skælder sine holdkammerater ud. Men han er blevet sikker nok til at trykke dér, hvor det gør ondt.«

Det har ikke umiddelbart ligget naturligt for Jonas Vingegaard at affinde sig med en kaptajnsrolle.

Den 26-årige dansker har skullet lære det, og særligt Primoz Roglic og Wout van Aert har hjulpet danskeren, påpeger Niermann – der peger på en meget konkret forskel.

»Han er blevet meget bedre til kommunikationen i radioen under løbene. Før sagde han aldrig noget, nu er han mere ligefrem,« fortæller han.

»Hvis han ikke er i position, og nogen skal vente på ham, er han ikke bleg for at sige det. Men han er også god til at rose sine holdkammerater, når de arbejder hårdt for ham i front.«

Jonas Vingegaard har op til flere gange fremhævet, hvad der betyder allermest for ham i denne verden – kæresten Trine og deres lille datter Frida.

Og Trine – som han mødte i sin tid på ColoQuick-holdet – har spillet en enorm rolle i den danske stjernes udvikling, påpeger Niermann.

»Hun spiller en stor rolle i at give ham mere selvtillid og få ham til at tro på, at han kan være verdens bedste cykelrytter og vinde det største cykelløb,« forklarer han.

»Han er meget selvsikker nu og ved, hvad han kan udrette.«

Men en voldsom selvtillid er ikke lig med et oppustet ego hos Jonas Vingegaard. Det fortæller hans holdkammerat Edoardo Affini.

»En rolig fyr,« siger han om den regerende Tour-vinder.

Jonas Vingegaard har aldrig lagt skjul på, at kæresten Trine og datteren Frida er det vigtigste for ham her i tilværelsen.
Jonas Vingegaard har aldrig lagt skjul på, at kæresten Trine og datteren Frida er det vigtigste for ham her i tilværelsen. Foto: BAS CZERWINSKI
Vis mere

»Han er nem at arbejde med og ved, hvad han vil have. Det er vigtigt for ham at have sit private space. Vingegaard er en meget 'normal' person, men en virkelig stærk rytter. Og en stærk leder.«

Jonas Vingegaard er i dag et af verdens varmeste cykelnavne. En af sportens mest eftertragtede stjerner – og en af dem, der tjener den fedeste løn.

Alligevel er stjernenykker ikke noget, der klæber til danskeren. Han er i højere grad en leder gennem handlinger end ord.

»Han kræver ikke noget specielt eller særbehandling. Han er meget nem og skal bare have den hurtigste og letteste cykel. Bare indstillingerne er præcise,« fortæller Giancarlo Brand, der er mekaniker på Jumbo-Visma.

Ud fra danskerens opførsel ville man ikke kunne gætte, at han er kaptajnen på holdet. Han formår nemlig at være det på sin egen og rolige facon.

»Han er ofte i baggrunden, men når det er nødvendigt, træder han frem. Ellers er han bare en af drengene,« siger Giancarlo Brand.

»Han har ændret sig meget og været på en lang rejse, men han har udviklet sig hurtigt.«

Mekanikerskaren er ikke den, der tilbringer mest tid med rytterne på et cykelhold.

Men det er ikke ensbetydende med, at Jonas Vingegaard ikke har et særligt øje for de hårdtarbejdende mekanikere.

»Hvis man har en hård og lang dag, kommer han over til vognen og stopper op et øjeblik,« fortæller Giancarlo Brand.

»Så kan han finde på at sige noget i retning af 'jeg kan se, du har travlt, selvom det er sent, men tak for dit arbejde'. Det viser, hvilken slags leder han er.«

Jonas Vingegaard har fundet sin måde at være leder på. I en voldsom verden, hvor konkurrencen er benhård.

I fjor sad han tilbagelænet ved Jumbos morgenmadsbord, få timer inden paradeetapen på Champs-Élysées, vel vidende at sejren var hjemme.

Udefra virkede han bare som en ung, genert dreng, der sad en smule i baggrunden, mens stjernen Wout van Aert underholdt med sit strålende humør.

Men det var Jonas Vingegaard, der havde mast alt og alle. Han var på tærsklen til at vinde verdens største cykelløb.