Onsdag kom det frem, at der ikke bliver rejst nogen sag mod Jakob Fuglsang og Astana.

Sådan skrev Cycling Anti-Doping Foundation (CADF) i en mail til B.T. og på unionens hjemmeside.

Og nu er flere cykelfans blevet rasende på flere medier og CADF over, at Astana og Fuglsang har været i vælten de seneste dage, efter en hemmelig rapport afslørede, at holdet og den danske cykelstjernes forhold til den kontroversielle dopinglæge Michele Ferrari var blevet undersøgt.

Søndag aften skrev DR, Poltiken og norske VG om undersøgelsen af Jakob Fuglsang på baggrund af den lækkede rapport, som de tre medier havde fået adgang til. Hele sagen, som nu ikke bliver sendt videre til UCI, kritiseres på Twitter for både at være blevet lækket til pressen af CADF samt dét, at det hele bliver gjort til en sag, som nu viser sig ikke at være en reel sag:

  • 'Sagen er et eksempel på elendigt administrativt arbejde af CADF.'
  • 'Hvorfor insisterer cykelsporten på at udstille sig selv negativt?'
  • 'Av, av, av, CADF.'
  • Føj, det er virkelig vigtigt for cykelsporten, at man kommer til bunds i disse leaks.'

Der bliver ikke rejst en sag mod Jakob Fuglsang, meddeler CADF.
Der bliver ikke rejst en sag mod Jakob Fuglsang, meddeler CADF. Foto: ANDER GILLENEA
Vis mere

Sådan lyder blot nogle af kommentarerne på Twitter, fordi Jakob Fuglsang og holdkammerat Alexey Lutsenko tidligere blev nævnt ved navn af DR, Politiken og norske VG, mens det også fremgik, at Michele Ferrari angiveligt havde besøgt Astana ved Catalonien Rundt for godt et år siden.

Inden dagens officielle udmelding fra CADF havde Astana, holdets boss, Alexandre Vinokourov, Alexey Lutsenko og Jakob Fuglsang alle afvist beskyldningerne.

Den hemmelige rapport, som de tre medier var kommet i besiddelse af, nævnte også den kontroversielle dopinglæge Michele Ferrari, som var omdrejningspunkt i Lance Armstrongs omfattende dopingprogram, ved navn, men også han har fejet alle anklager af vejen.

CADF oplyser desuden, at man ikke vil kommentere yderligere på sagen.