Sloveneren Primoz Roglic er ny mand i førertrøjen i cykelløbet Baskerlandet Rundt efter torsdagens enkeltstart.

LottoNL-Jumbo-rytteren, der har en fortid som skihopper, var hurtigste mand på den 9,6 kilometer lange rute i landsbyen Lodosa, hvor han vandt med ni sekunders forspring til newzealænderen Patrick Bevin (BMC).

Præstationen var god nok til, at Roglic kører ud på fredagens 5. etape som løbets førende rytter.

Franske Julian Alaphilippe (Quick-Step), der har båret førertrøjen siden 1. etape, var 23 sekunder langsommere på ottendepladsen.

Løbet har indtil nu stort set formet sig som en duel mellem Alaphilippe og Roglic.

Franskmanden vandt de to første etaper med den tidligere skihopper fra Slovenien som nærmeste rival.

Også i den samlede stilling har duoen siddet tungt på de to første pladser, men nu har de altså byttet plads.

Det danske klassementhåb Jesper Hansen kunne som ventet ikke gøre sig gældende blandt de bedste på enkeltstarten.

Bjergrytteren fra Astana blev nummer 64 og tabte 1 minut og 51 sekunder til Roglic. Det koster fire pladser i det samlede klassement, hvor han nu er nummer 22.

Løbets anden dansker, Christopher Juul-Jensen, klarede sig bedre og blev nummer 32 på enkeltstarten.

/ritzau/