Offentlige vejninger. Angst. Psykiske problemer. Spiseforstyrrelser.
Det var den brutale virkelighed for en række kvindelige fodboldspillere på det danske landshold, som DR for nylig afdækkede i dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge'.
Udsendelsen kastede en hidsig debat af sig, hvor det blandt andet er blevet foreslået helt at afskaffe vejninger i fodboldverdenen.
Den udmelding falder flere for brystet i cykelverdenen – den ultimativt mest vægtorienterede sportsgren.
»Selvfølgelig er der noget, der hedder både fysisk og mentalt helbred. Men præmissen er altså, at sport ikke er for blødsødne folk. Så må man for fanden lade være. Debatten har været totalt ensidig,« lyder det fra den tidligere cykelrytter Lars Michaelsen.
De senere år har han selv været sportsdirektør på storhold som Saxo-Tinkoff, Astana og NTT i en sportsgren, hvor man historisk set har tyet til vilde metoder for at holde vægten nede.
Debatten mangler nuancer, mener han. For selvfølgelig hænger et fokus på vægt sammen med at være professionel atlet.
»Elitesport er ikke en dans på roser. Hvis man har troet noget andet, så er man gået i den forkerte butik. Det gør mig faktisk en smule vred,« fastslår Lars Michaelsen.
For ham at se er særligt tre parametre afgørende for, at Danmark stadig skal kunne udvikle sportsstjerner:
»Først og fremmest skal der skabes trygge rammer for børn, og dernæst skal de inspireres og have idoler. Men tager de skridtet videre mod en professionel karriere, skal de drives af deres ambitioner, vilje og formåen til at træne den ekstra mil, det kræver i forhold til deres konkurrenter,« mener han.
»Det indebærer fokus og optimering på en masse parametre, herunder træningsmængder, kost, væske og vægt. Topatleterne skal opbygge fysisk og psykisk styrke. Man skal støtte dem, men de skal heller ikke pakkes ind i vat.«
At være den optimale cykelrytter uden den rigtige kampvægt er en utopisk tanke.
Derfor mener elitechef i Danmarks Cykle Union (DCU) Morten Bennekou heller ikke, at man kan undgå at veje atleter.
Det skal bare gøres på den rigtige måde, og faktisk er han overbevist om, at langt de fleste danske cykelryttere gerne vil en tur på vægten.
»Jeg synes, debatten er kørt af sporet. Jeg tror ikke, at ret mange af vores udøvere ikke kunne tænke sig at blive vejet en gang imellem,« siger han.
»Jeg vil mene, at man har behov for at veje sine atleter i de fleste sportsgrene. Så det undrer mig egentlig, at nogen finder frem til, at man helt skal stoppe med at veje udøverne.«
Samtidig fastslår han, at tiderne har ændret sig i forhold til 2013, som dokumentaren i særdeleshed beskæftiger sig med, og hvor flere af spillerne udvikler spiseforstyrrelser som anoreksi eller bulimi.
Lidelser, der stadig påvirker dem i dag.
»Det er selvfølgelig en ny virkelighed i forhold til for ti år siden. Der er fokus på nogle nye ting i dag, men jeg synes, det bliver skingert,« siger Morten Bennekou, der skriver sig ind i forlængelse af Team Danmark og DBU, der begge er imod Spillerforeningens forslag om at afskaffe vejning.
Vender man blikket mod cykelsporten, betyder et ekstremt forhold til vægt ikke flere spiseforstyrrelser end i det omkringliggende samfund. Det er i hvert fald ikke Morten Bennekous fornemmelse.
»Jeg vil næsten sige, at rytterne spiser mere end nogensinde før under træning og under konkurrence. Der er enormt fokus på at være loadet med brændstof,« forklarer han.
