Floyd Landis tager overfusningen fra Lance Armstrongs ret pænt.

»Jeg håber han finder fred i sit liv. Jeg føler ikke yderligere fjendskab over for ham,« lyder det blidt fra den tidligere cykelrytter.

Over for ESPN radio reagerer han ifølge Cyclingnews på en kort og kontant udtalelse i den kommende dokumentar 'Lance', hvor Lance Armstrong ellers på et tidspunkt skyder med skarpt midt i sine udlægninger af eget liv.

»Det kunne være værre. Jeg kunne være Floyd Landis og vågne op som en lort hver dag,« lyder det i dokumentaren,

Forholdet mellem de to tidligere holdkammerater har (mildt sagt) ikke været superduper siden 2010, hvor et vidneudsagn fra Floyd Landis var startskuddet på de opsigtsvækkende afsløringer af, at Lance Armstrong systematisk havde dopet sig gennem alle sine Tour de France-sejre fra 1999-2005.

»Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg måtte fortælle alt, og det er han tydeligvis ikke glad for,« siger Floyd Landis i dag.

Han blev selv afsløret som dopingsnyder i 2006, kort efter ellers at have sikret sig sejren i Tour de France.

»Jeg har empati for ham, for jeg er selv gået gennem offentlig ydmygelse, og det gør ondt. Man har lyst til at give andre skylden, og nogle gange er det lettere at finde den mest åbenlyse person eller ting og klandre dem. Han kan give mig skylden, og måske ville det stadig være en hemmelighed, hvis det ikke var for mig,« siger Floyd Landis.

Floyd Landis som vinder af Tour de France i 2006 - senere blev han afsløret i at have dopet sig.
Floyd Landis som vinder af Tour de France i 2006 - senere blev han afsløret i at have dopet sig. Foto: STEFANO RELLANDINI
Vis mere

Han har ikke talt med Lance Armstrong i årevis - andet end via skudsmål gennem medier - og adspurgt, hvad han ville sige til landsmanden, hvis de sad over for hinanden, lyder det:

»Jeg ved ikke, hvor jeg skulle begynde,« konstaterer Floyd Landis, men erkender, at det muligvis kunne have en vis udrensningseffekt for begge, hvis de fik lov at tale sammen.

De to afsnit af dokumentaren om Lance Armstrong bliver sendt på EPSN de to kommende søndage.

Her vil hovedpersonen blandt andet fortælle, at han allerede dopede sig som 21-årig.