De to største favoritter tabte overraskende tid på lørdagens første etape af Tour de France.

Både Chris Froome (Team Sky) og Nairo Quintana (Movistar) satte potentielt dyrebare sekunder til på grund af uheld i slutfasen. Imens kom Jakob Fuglsang (Astana) sikkert i mål med resten af feltet.

Colombianeren Fernando Gaviria fra Quick Step vandt 1. etape efter en massespurt.

Og det var ikke bare småsekunder, som favoritterne satte til.

  • Chris Froome mistede hele 51 sekunder, fordi han styrtede.
  • Endnu værre gik det for Nairo Quintana, der punkterede. Af den den grund satte han hele et minut og 15 sekunder til.

Jakob Fuglsang formåede at komme i mål uden problemer på en sikker og fornem 9.-plads, mens også BMC-favoritten Richie Porte kom i mål i samme gruppe som Chris Froome.

»Det var skidegodt holdarbejde i dag. Det er også et signal til de andre om, at jeg er klar,« sagde Jakob Fuglsang efter etapen til TV 2 Sport.

Det franske etapeløb begyndte årets udgave ved Atlanterhavskysten, hvor det var ventet, at vinden kunne gribe forstyrrende ind i løbet.

Det var nu ikke tilfældet. Etapen blev afviklet efter den klassiske skabelon, hvor en flok lykkeriddere prøver at skabe afgørende hul tidligt på etapen.

Lørdag var det tre franske ryttere, der med det samme satte et koordineret angreb ind, da løbet blev givet frit.

De nåede på et tidspunkt op på at have fire minutters forspring, inden feltet begyndte at optage forfølgelsen for alvor.

De tre udbrydere nåede dog først til dagens bakkespurt, som Kevin Ledanois fra Fortuneo-holdet vandt. Dermed skal han køre i den prikkede trøje søndag.

Chris Froome faldt i en grøft i forbindelse med styrtet.
Chris Froome faldt i en grøft i forbindelse med styrtet. Foto: JEFF PACHOUD
Vis mere

 Fernando Gaviria vandt første etape.
Fernando Gaviria vandt første etape. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Samme Ledanois måtte slippe førergruppen med 20 kilometer igen, og kort efter måtte også Jerome Cousin fra Direct Energie og Yoann Offredo indse, at løbet var kørt.

Så var det op til sprinterholdene at sætte scenen for finalen, men for franske FDJ gik det ikke som planlagt.

Sprinteren Arnaud Demare styrtede med godt 10 kilometer igen af etapen, og så var han sat ud af spillet om etapesejren - det var samme styrt som kostede dyrt for Chris Froome og Richie Porte. Af andre kendte ofre var også Adam Yates (Mitchelton-Scott), Laurens Ten Dam (Team Sunweb) og Pierre Rolland (Team EF Education First). De kom også i mål 51 sekunder efter vinderen.

Til gengæld flaskede alt sig for Brian Holms Quick Step-mandskab med Fernando Gavirias sejr.

Se hele B.T.s dækning af Tourens første etape herunder: