Slovakken Peter Sagan vandt søndag for tredje gang på stribe VM i linjeløb. Det har ingen præsteret før.

Bergen. Den slovakiske cykelstjerne Peter Sagan præsterede søndag, hvad ingen cykelryttere i historien har formået før.

På den 267,5 kilometer lange rute i Bergen sad Sagan anonymt med hele vejen indtil spurten i finalen, hvor han skød frem og fuldbyrdede det utrolige VM-hattrick efter sejren i 2015 og 2016.

Alexander Kristoff sikrede Norges første medalje ved VM i år, da han fik sølv. Australieren Michael Matthews tog bronze, mens Søren Kragh Andersen blev bedste dansker som nummer 12.

Magnus Cort forsøgte med et angreb tæt på mål, men det mislykkedes.

Efter at de små nationer havde taget en masse tv-tid i begyndelsen, begyndte blandt andre Holland og Belgien at sætte pres på i feltet med omkring 90 kilometer til mål.

To uheld på kort tid kostede danske Mads Pedersen (Trek) deltagelsen i løbet, mens tempoet og antallet af udbrudsforsøg blev øget markant.

Med små 70 kilometer til mål kom otte mand afsted, men nogle store nationer var ikke med, og derfor var det dømt til at blive hentet.

Det skete med små 30 kilometer til mål, hvor de store navne for alvor begyndte at røre på sig.

Omkring 70-80 mand sad tilbage i det felt, som kørte ud på sidste omgang, hvor der var lagt op til det helt store slag blandt favoritterne.

Sidste tur over Laksebakken med 12 kilometer til mål blev affyringsrampen til finalen. Alle fem tilbageværende danskere sad med ved foden af bakken, og det første angreb var dansk.

Michael Valgren rykkede, men flere stærke navne kom med, og da Julian Alaphilippe kørte kontra, kunne Valgren ikke sidde med.

Gianni Moscon kom op til franskmanden, mens feltet blev samlet bagved med Søren Kragh Andersen som forreste mand.

Den lille favoritgruppe nåede op til Alaphilippe, og Magnus Cort forsøgte på den sidste kilometer at komme væk. Det mislykkedes, det endte i en spurt, og Peter Sagan fuldbyrdede det utrolige VM-hattrick.

/ritzau/