Det sidste Fabio Jakobsen gjorde, inden han nær mistede livet, var at vinde.

Og det er tæt på det eneste, han har gjort siden det vanvittige styrt ved Polen Rundt i august 2020, hvor supersprinteren var tæt på at dø.

»Der er nok ingen tvivl om, at han er verdens bedste sprinter lige nu,« siger TV 2-kommentatoren Rolf Sørensen om manden, der fik 130 sting og måtte gennem en række operationer efter styrtet.

Du kan se et billede af Fabio Jakobsens ansigt, inden han fik indopereret sine tænder, i bunden af artiklen.

Fabio Jakobsen var tæt på at miste livet under dette styrt. Hans cykel ses øverst til venstre.
Fabio Jakobsen var tæt på at miste livet under dette styrt. Hans cykel ses øverst til venstre. Foto: ANDRZEJ GRYGIEL
Vis mere

»Han er i særklasse. Han vinder 2-5 etaper i Tour de France, det er der ingen tvivl om. Det er lige før, at man allerede nu glemmer det forfærdelige styrt. Det er helt vildt.«

Under anden etape af Polen Rundt for godt halvandet år siden blev Fabio Jakobsen presset ind et hegn ved høj hastighed af Dylan Groenewegen, hvilket resulterede i et voldsomt og uhyggeligt massestyrt, der nær tog livet af hollænderen.

Den dengang 23-årige Deceuninck-Quick-Step-rytter blev lagt i kunstig koma, og længe svævede han mellem liv og død. Sidenhen måtte hans mund eksempelvis genskabes efter det uhyggelige sammenstød, hvor han mistede alle sine tænder – bortset fra én.

Men alene i 2022 har han allerede vundet seks gange så meget, som han havde tænder tilbage i munden efter det skrækkelige uheld. Han har vundet i samtlige løb, han er stillet op i, bortset fra ét.

Indtil videre har supersprinteren kun efterladt krummer til sine konkurrenter, da han både sejrede i Paris-Nice, triumferede i endagsløbet Kuurne-Bruxelles-Kuurne og snuppede to etaper i henholdsvis Volta ao Algarve og Volta a la Comunitat Valenciana.

»Vi var jo allesammen i tvivl, og han var nok også selv usikker på, hvordan han ville komme igennem det dér. Om han for eksempel ville være bange for at blande sig i positionskampen igen. Men det tog ham ikke lang tid, før han var med,« siger Rolf Sørensen.

Fabio Jakobsen styrtede 6. august 2020, men allerede 21. juli året efter vandt han en etape i Tour de Wallonie. I alt har hollænderen nu løftet armene i vejret 13 gange og vundet sprintertrøjen ved tre forskellige etapeløb – herunder grand tour-løbet Vuelta a España.

»Det er en vild historie. Styrtet er næsten allerede passé, selvom man aldrig glemmer det. Det ser ikke ud til at påvirke ham nu på cyklen. Måske som menneske, men han er jo ikke bange,« siger Rolf Sørensen.

»Denne her historie er i top-5 over de smukkeste spotrshistorier på tværs af sportsgrene,« mener Brian Holm om Fabio Jakobsens genfødsel.
»Denne her historie er i top-5 over de smukkeste spotrshistorier på tværs af sportsgrene,« mener Brian Holm om Fabio Jakobsens genfødsel. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Jeg har talt med Michael Mørkøv (som er Jakobsens holdkammerat og leadout-man, red.) Han har kørt med de største sprintere, men aldrig set en, der er så hurtig. Han sagde til mig, at han kommer til at vinde 20-30 løb i år.«

En anden, der kender Fabio Jakobsen særdeles godt, er Brian Holm.

Den tidligere cykelrytter er nemlig sportsdirektør for Fabio Jakobsen på storholdet Quick-Step Alpha Vinyl. Han er ikke i tvivl om, hvor stor en bedrift den 25-årige Fabio Jakobsen har bedrevet.

»Denne her historie er i top-5 over de smukkeste sportshistorier på tværs af sportsgrene. Det er det, der gør cykelsport specielt. Det er jo sindssygt, og vi skal tilbage til Niki Lauda i 1976, der nærmest blev brændt ihjel og stillede til start 37 dage senere. Det er samme skuffe,« fortæller Brian Holm.

»Når selv lægerne besvimer over sådan en ulykke, så siger det noget. De ar, han har fået i ansigtet, er hans medalje for at overleve. Cykelsporten er voldsom, men det her går over i historien, fordi det endte så lykkeligt.«

Som om de mange sting og operationer ikke var nok i sig selv, pådrog Jakobsen sig også en beskadiget gane, lammede stemmebånd og en slem hjernerystelse i forbindelse med styrtet.

»En stor del af historien er jo, hvordan lægerne og plastikkirurgien har reddet ham. At man nærmest kunne redde en mand, der har fået flået ansigtet af,« siger Brian Holm.

Men det var også en helt særlig – som nogle måske vil kalde vanvittig – mentalitet, der har bragt Fabio Jakobsen tilbage på cyklen.

Særligt husker Brian Holm en oplevelse i forbindelse med styret, hvor han blev bragt helt tæt sammen med rytterens familie.

»Sprintere kan godt være halvtossede, når de ikke er på cyklen. De er flamboyante og larmer, men Fabio er mere den tilbagelænede revisortype. Jeg kender hans forældre, søster og kæreste, ikke mindst på grund af styrtet,« forklarer Brian Holm.

»De er meget stille og rolige mennesker. Dagen efter styrtet rejste de til Polen, og vi var alle rystet i vores grundvolde. Ingen vidste, om han ville blive et menneske igen eller overhovedet ville overleve.«

»Klokken otte om morgenen næste dag holdt vi møde, hvor hans far sagde, at vi skulle køre cykelløb, og at han ville tage sig af sin søn. Faren var jo helt vild, og hans søn var smadret til ukendelighed, men alligevel ville han have os til at cykle,« siger Brian Holm.

»Fabio har arvet noget af den styrke, som hans far viste dér. Det var voldsomt at høre, hvor stærk faren var psykisk, og hvis bare knægten har arvet fem procent af det dér, så skal han nok komme tilbage, tænkte jeg.«

Det må man sige, at Fabio Jakobsen har.