Få minutter ændrede alt: Peger på pudsig detalje hos Pogacar
Søndagens brutale danske nyhed ændrer alt til Tour de France, siger Brian Holm.
Søndagens brutale danske nyhed ændrer alt til Tour de France, siger Brian Holm.

»De har en hviledag, hvor de kommer sig over chokket. Og så klarer de det med en ny moral og en ny plan.«
Sådan lyder ordene fra B.T.s Tour de France-ekspert Brian Holm, efter katastrofen indtraf hos Visma-Lease a Bike og Jonas Vingegaards uventede Tour-exit.
Uden danskeren på holdet er mandskabet ikke kun tvunget til at sadle om.
Det ændrer også alt i Touren, siger Holm.
»Hele dynamikken i løbet er ændret. Det så man allerede få minutter efter Vingegaard udgik, hvor Pogacars kørsel virkede pudsig. Det er, fordi Vingegaard er væk,« forklarer han.
»Det virkede som noget af en foræring til Remco Evenepoel, der vandt etapen søndag. Det havde Pogacar nok ikke gjort, hvis Vingegaard stadig var med.«

»Måske kan det gøre det nemmere for Visma at få en etapesejr, nu Jonas er ude. UAE kan blive mere rundhåndet, og det er et helt andet løb.«
Indtil videre har Tour de France nærmest været en lang skuffelse hos Visma-Lease a Bike.
Det startede rigtig godt med en sejr på holdtidskørslen på første etape, hvor Vingegaard også kørte sig i den gule trøje.
Siden da har det dog slet ikke spillet.
Det kan ændre sig nu.
»Visma er et godt cykelhold, og nogle gange ser man kaptajnen ryger ud, og så stepper de op. Mon ikke, der er en etapesejr i dem,« siger Brian Holm og peger på ryttere som Sepp Kuss, Matteo Jorgenson og Davide Piganzoli som potentielle etapevindere.
Mandag er der hviledag i Tour de France, og tirsdag står den på enkeltstart.
Du kan følge alt det seneste i B.T.s liveblog fra Tour de France lige her.