Det var slet ikke til at tage fejl af cykelmålsætningen til OL.

Op til løbet proklamerede den danske kaptajn Mads Pedersen, at han var kommet for at vinde olympisk guld

I stedet blev den rød-hvide cykeldrøm fuldstændig punkteret, da Mads Pedersen og Mattias Skjelmose listede i mål mere end to minutter efter vinder Remco Evenepoel, uden at have været i spil til medaljerne på noget tidspunkt.

»Først og fremmest var det et skuffende resultat. Det var en skuffende dag,« siger landstræner Anders Lund, der for første gang sætter ord på den sløje danske indsats – og indrømmer en række fejl.

Ifølge landstræner Anders Lund lavede det danske landshold fejl ved OL. Her ses Mikkel Bjerg yderst til højre, Michael Mørkøv (med sort hjelm) samt Mads Pedersen og Mattias Skjelmose. Tim De Waele/AFP/Ritzau Scanpix

Bedste dansker på dagen blev Mattias Skjelmose på 17.-pladsen, der ligesom Mads Pedersen blev ramt af en punktering på et kritisk tidspunkt på ruten – som endte med at spille en stor rolle.

Ikke desto mindre har danskernes taktik fået kritik fra en del kanter, blandt andet fra B.T.s cykelekspert Bjarne Riis, der mener, at der lå en medalje og ventede på Mads Pedersen. 

Han kalder det »taktisk dårligt,« at Danmark satte sig frem og spildte en masse kræfter alt for tidligt – mens en af de andre favoritnationer, Belgien, lurepassede.

Og den del køber landstræneren.

»Vi har haft nogle taktiske ting med i vores evaluering, som vi har taget internt. Men vi får arbejdet rigeligt – også en tand for meget i forhold til andre store favoritnationer. Ser man på de første 200 kilometer af løbet og de sidste 15-20 stykker, så er vi meget fremme i starten og ikke med i finalen,« siger Anders Lund.

»Det ser lidt forkert ud, men det er også på grund af de defekter, Mads P. og Skjelmose får. Men der er ingen tvivl om, at vi får taget lidt for meget ansvar nede i feltet.«

Men du er enig i, at I laver nogle fejl først i løbet?

»Det gør vi. Det koster os, at vi er fraværende de sidste 15-kilometer indtil omgangen. Der manglede vi, at vi havde disponeret anderledes, så vi havde noget mere at skyde med dér. Det er en fair kritik af vores indsats, synes jeg.«

Mattias Skjemose (tv.) og Mads Pedersen (i midten) kunne intet stille op ved OL. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Inden OL-løbet, hvor Danmark som en af fem nationer stillede med det maksimale antal ryttere – fire – var der lagt klar strategi for at erobre guldet og tæmme det parisiske kaos.

Men den plan indebar hjælp fra de belgiske favoritter, der endte med at snuppe guldet.

»Der var en plan for, hvordan vi skulle kontrollere løbet, men det der skrider er, at belgierne ikke bliver en del af det. Og at den måde hvorpå vi kontrollerer bliver for meget. Det bliver for aggressivt,« siger Anders Lund.

»Belgien kører meget koldblodigt. Det går op for os på et tidspunkt, at belgierne kører for meget på fripas. Så stopper vi med at føre. Det kan man også diskutere om er for sent allerede. Så tvinger vi dem til at være med, men de formår at liste sig ud af bagdøren igen.«

Hvem peger pilen så på? Er det landstræneren eller rytterne i et løb, hvor rytterne kører uden radio, og kommunikationen er svær?

»Placeringen af skyld har vi taget internt. Der er en plan fra start, og noget der skal justeres undervejs. Det er et sted derimellem, et kollektivt ansvar, i forhold til hvordan tingene bliver ført ud i livet. Men det var aldrig planen, at vi skulle køre uden Belgien.«

Samtidig understreger han, at punkteringerne til de to danske kaptajner endte med at være afgørende.

»Begge vores skarpe kort til finalen bliver sat tilbage på en måde, så det hele er lidt på bagkant. Mads er nødt til at kompensere voldsomt for at starte Montmartre-stigningen bagerst. Skjelmose skal lukke et hul på 10 kilometer på et tidspunkt, hvor der bliver kørt virkelig stærkt,« påpeger Anders Lund.

»Det gør ondt og går ud over resultatet.«

Du kan finde B.T.s dom fra løbet her og Mads P.s reaktion her.

Danmarks kommende opgaver er EM og VM-løbene, der køres i september.

Onsdag kunne B.T. fortælle, at Jonas Vingegaard igen har meldt afbud til verdensmesterskaberne.

Det kan du læse her.