Cykelstjernen Jonas Vingegaard har lige fået et enormt klap på skulderen.

Danskeren skal således være Tour de France-kaptajn til sommer, når verdens største cykelløb begynder i Danmark. Det har Jumbo-Visma meldt ud tirsdag ved holdpræsentationen.

25-årige Jonas Vingegaard bliver dog ikke kaptajn alene. Rollen skal deles med verdensstjernen Primoz Roglic, der tidligere har været meget tæt på den samlede sejr i Frankrig.

Den danske sportsstjerne bliver en del af et meget stærkt hold. Han skal nemlig køre på landevejene sammen med store navne som Primoz Roglic, Sepp Kuss, Rohan Dennis, Steven Kruijswijk og Wout Van Aert.

Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Kruijswijk sluttede på tredjepladsen i 2019, mens Roglic blev nummer to året efter. Der vil blive tilføjet to navne mere til holdet, men dem melder Jumbo-Visma ikke ud før til maj.

Jonas Vingegaard skal til sommer forsøge at følge op på sidste års sensationelle andenplads i Tour de France, hvor han kun blev slået af Tadej Pogačar.

Her viste danskeren flere gange, at han har et stort talent. Eksempelvis på det legendariske bjerg Mont Ventoux, hvor han kørte væk fra Tadej Pogačar, da stigningen blev stejl. Desværre blev han indhentet på nedkørslen mod mål. Derudover brillerede Jonas Vingegaard med fire top-3-placeringer undervejs i løbet.

Sportsdirektøren hos Jumbo-Visma, Grischa Niermann, siger ved holdpræsentationen, at der er lagt en meget klar plan.

»Vi har et meget stærkt hold, og vi skal træffe nogle gode taktiske beslutninger - ikke bare i sportsdirektørbilen, men også før løbene.«

»Vi overvejer, hvordan vi skal gøre det. Tadej Pogacar har vundet to gange i træk, men vi vil gøre vores bedste for at slå ham.«

Jonas Vingegaard var sidste år udtaget som bjerghjælper for Roglic, men overtog ledertjansen, efter at sloveneren måtte udgå.

B.T. mødte Jonas Vingegaard i slutningen af sidste år til en snak om et vanvittigt 2021, hvor han blev en superstjerne på rekordtid. Du kan læse hele det interview lige HER.