Københavnerne er blevet forkælet med flere af verdens største sportsbegivenheder i de seneste år – og nu er en ny på vej.

Danmark ligger nemlig ganske lunt i svinget til at sikre sig VM i landevejscykling i 2029.

»Der er meget god stemning. Der er meget stor interesse for at få VM i landevejscykling til Danmark. Alt det, vi oplevede sidste år under Touren, har givet det et yderligere boost – også fra UCI,« siger Lars Lundov.

Han er direktør i Sport Event Danmark, der er sat i verden for at tiltrække store sportsbegivenheder, og med interessen fra Den Internationale Cykelunion ser prognoserne gode ud:

Britiske Mark Cavendish vandt VM-landevejsløbet i 2011. Dengang blev VM afholdt i Danmark. Måske kan VM komme tilbage til de danske landeveje i 2029. Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Britiske Mark Cavendish vandt VM-landevejsløbet i 2011. Dengang blev VM afholdt i Danmark. Måske kan VM komme tilbage til de danske landeveje i 2029. Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er ingen tvivl om, at Danmark generelt har et godt navn hos UCI. Jeg vurderer, det er realistisk. Hvis vi kan få de økonomiske ender til at mødes, er der en pænt stor sandsynlighed for, at VM kommer igen.«

Danmark var senest vært for VM i landevejscykling i 2011, og kort inden Touren i fjor løftede Lars Lundov sløret for, at lobbyarbejdet for at sikre VM igen var i gang.

Det er dog nyt, at København er udpeget som målby, og beskeden kommer kort efter fødslen af et nyt World Tour-projekt i hovedstaden, der på ambitiøs vis skal blive en nyklassiker.

De to ting – og Danmarks andre internationale engagementer i cykelsporten som bane-VM i 2024 og BMX-VM i 2025 – er delvist forbundne.

Hvis VM i landevejscykling kommer til København i 2029, bliver det sandsynlige slutscenario en massespurt. Måske med Mads Pedersen i en hovedrolle. Den danske topsprinter vil til den tid være 33 år.
Hvis VM i landevejscykling kommer til København i 2029, bliver det sandsynlige slutscenario en massespurt. Måske med Mads Pedersen i en hovedrolle. Den danske topsprinter vil til den tid være 33 år. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

»Indirekte hænger det sammen. Det her med at Danmark påtager sig de andre værtskaber, viser UCI som rettighedshaver, at Danmark virkelig gerne vil de her cykelevents,« siger Lars Lundov.

Kampen om at sikre VM 2029 bliver afgjort næste år, og hos Danmarks Cykle Union tror man ligeledes på projektet.

»Vi er ikke der endnu, hvor vi kan hejse flaget, men der er meget positiv stemning omkring Danmark i det hele taget. Det er klart, at det er det, Touren har gjort. Det har hele cykelverdenen lagt mærke til. Det var helt ekstraordinært,« siger DCU-formand Morten Anderson og fortsætter:

»På den måde har vi en stor stjerne. Men fra det, er der også en hel masse andre ting, der skal gå op i en højere enhed.«

Det er særligt den økonomiske kabale, der skal gå op. Ifølge Sport Event Danmark indebærer afholdelsen af VM i cykling økonomiske forpligtelser på over 100 millioner kroner.

Akkurat som i tilfældet med World Tour Copenhagen skal den politiske opbakning i København derfor på plads først, før et officielt bud på VM – og en ordentlig portion schweizerfranc – lægges hos UCI.