Efter mange måneders suspension fik Roman Kreuziger sit comeback til cykelløb til Tour of Oman. Tjekken kunne ikke helt køre med blandt de bedste, men er tilfreds med sit comeback.

Næsten otte måneder er gået, siden Roman Kreuziger for første gang blev trukket ud af Tinkoff-Saxos løbsprogram, og siden da har tjekken flere gange forsøgt at gøre comeback, dog uden alt for meget held. Til Polen Rundt sidste år var han endda med i Tinkoff-Saxos trup, men måtte ikke stille til start alligevel på grund af den igangværende dopingundersøgelse, som Kreuziger har måttet leve med siden sidste års Schweiz Rundt. Nogle få endagsløb blev det til i slutningen af sæsonen, dog uden at Kreuziger nåede at køre sig i løbsform.

Til Tour of Oman var tjekken så med i Tinkoff-Saxos trup, og denne gang uden, at nogen stoppede ham. Med fire løbsdage på de sidste otte måneder var der ikke de store forventninger til Roman Kreuziger, og selvom han ikke lignede den gamle Kreuziger, så han bestemt også stærkere ud, end mange havde forventet. Den 28-årige klatrer er da også tilfreds med sit comeback.

»Det er en ny sæson og en ny begyndelse for mig, og jeg synes, at jeg havde en god vinter, så alt er, som det skal være,« sagde Kreuziger i et interview med Cyclingnews.com.

»Det var en lang etape (etapen til Green Mountain, red.), men jeg havde gode ben. Jeg kunne selvfølgelig ikke kæmpe med blandt de forreste, så i stedet støttede jeg Rafal Majka i hans klassementskamp. Jeg føler mig i god form med hensyn til de næste par løb på min kalender,« fortalte Kreuziger.

Tinkoff-Saxo-rytteren har bestemt også ambitioner til sit comeback, men de er i højere grad for holdet, end de er for ham selv. Kreuziger håber nemlig på at være en del af det hold, som skal støtte Alberto Contador i hans forsøg på at vinde Giroen og Touren i samme sæson. Dermed er Kreuziger tydeligvis tilfreds med at returnere til sin gamle rolle på holdet, nemlig den som luksushjælperytter.

»Jeg vil selvfølgelig gerne være med og være en del af holdet. Jeg tror, at hvis nogen kan vinde begge løb i samme sæson, så er det Alberto. Jeg har set mange mestre de sidste 10 år, men Alberto er den, der bedst kan bevare fokus, og derudover har han også en fantastisk restitutionsevne. Hvis der er nogen i feltet, der kan gøre det, er det ham,« fortæller Kreuziger, som altså peger på Contador som det bedste bud på en Double-vinder, meget ligesom hans andre holdkammerater også har gjort.

Da UCI har appelleret det tjekkiske cykelforbunds beslutning om at lade Kreuziger køre løb igen, må han fortsat køre med en lille uvished om sin fremtid. Datoen for appelafhøringen er endnu ikke fastsat.

feltet.dk