Cykelholdet Tinkoff-Saxo har i dag præsenteret holdets nye farver. Og som forventet kan det ses, at den russiske milliardær Oleg Tinkov har overtaget ejerskabet fra Bjarne Riis og er blevet første-sponsor. Udover at skifte navn så Tinkoff nu står foran Saxo, så er der hældt en stor spand gul farve udover både trøje og bukser.

Farveændringen giver også mulighed for, at den nye holdejer endelig får sin ambition opfyldt om at se Alberto Contador i en gul trøje, selvom det denne gang ikke er ensbetydende med, at han vinder Tour de France.

Contador har lagt et billede ud på sin Twitter-profil af den nye trøje.

- Her er den, vi har allerede fået nye farver. Kan I lide dem, spørger Contador sine followers.

  

Det er måske meget sigende, at den spanske stjernerytter ikke selv fortæller, hvad han mener om de nye farver, som han skal køre i det næste år.

På det praktiske plan kan det nye tøj ende med at give holdet nogle udfordringer under Tour de France, hvis trøjen er lige så gul på rygstykket som fortil. Tidligere har arrangørerne af verdens vigtigste cykelløb således krævet, at det hedengangne spanske ONCE-hold fandt en alternativ farve at køre i  under Touren, så man undgik at forveksle dem med rytteren i den gule førertrøje.

Dengang kørte ryttere som Alex Zülle, Laurent Jalabert og Joseba Beloki således i lyserødt under det franske storløb, mens de resten af sæsonen kørte i gule trøjer.

Mon man kan forestille en lignende løsning fra det Oleg Tinkovs side, hvis Tour-arrangørerne kræver skiftetrøjer på grund af farvelighed?