En ledertype.

Sådan lyder de rosende ord om Jakob Fuglsang i kølvandet på lørdagens etape af Critérium du Dauphiné, hvor danskeren erobrede løbets gule trøje.

Beskrivelsen kommer fra det franske sportsmedie L'Équipe i dagens udgave af den trykte avis.

'Den seneste vinder af Liège-Bastogne-Liège har tilegnet sig lederegenskaber i denne sæson, som han manglede i 2018,' skriver den franske sportsavis og citerer Jakob Fuglsang.

»Jeg har lært af mine fejl i den forgangne sæson... Jeg kan mærke et helt nyt fællesskab omkring mig på holdet, det skyldes uden tvivl også min sejr i Liège i år.«

Danske Magnus Cort kører også Criterium du Dauphiné på Astana-holdet, og han mener, at kaptajn-Fuglsangs resultater har ændret cykelholdets status i feltet.

»Vi har taget vores plads mange af dagene fremme foran, og det har vi også fået lov til. Det er også vigtigt at sætte sit aftryk nu her,« siger Magnus Cort ifølge TV2 Sport.

»Hvis vi så gør det rigtig godt her i Dauphiné, så det vil det også blive lettere at tage den plads i Touren, for eksempel.«

Forud for søndagens etape, der er løbets sidste, fører Jakob Fuglsang med otte sekunder ned til Adam Yates på andenpladsen. Førertrøjen kom i hus lørdag under vilde vejrforhold, men danskeren lykkedes med at køre sig på førstepladsen i den samlede stilling.

»Jeg har aldrig set værre løbsforhold nogen steder,« sagde danskeren efter etapen ifølge Cyclingtips.

L'Équipe skriver også, at Jakob Fuglsang nu ligner en rigtig leder frem mod sommerens storløb, Tour de France.

Jakob Fuglsang har før haft succes i Criterium du Dauphiné, da han vandt løbet i 2017 foran australske Richie Porte.