Danmark er blandt favoritterne i kvindernes parløb ved OL næste sommer. Tre ryttere kæmper om to pladser.

De rejser sammen, spiser sammen og deler hotelværelse i op imod 100 dage om året. Og så er de også hinandens største konkurrenter.

Cykelrytterne Julie Leth, Amalie Dideriksen og Trine Schmidt kæmper om de to pladser på det danske OL-hold i parløb i Tokyo næste sommer.

De ved, at der er gode chancer for en medalje. Men de ved også, at én af dem ikke får nogen.

- Banelandsholdet er en lille familie. Der er virkelig mange rejsedage sammen. Vi vil alle gerne blive bedre og lære nyt. Derfor hjælper vi hinanden med at højne hinandens niveau.

- Men tanken om at man kan blive den, der ikke kører, er rigtig hård. Det har jeg ikke rigtig lyst til at tænke på, siger Julie Leth.

At holdet fungerer som en slags familie, er ikke bare en floskel.

Landsholdet består kun af de tre ryttere. Derfor er de nærmest sammen konstant i vintermånederne. Kalenderen er spækket med World Cup, EM, VM og træningslejre.

- I årets første tre måneder havde jeg vel flere nætter på værelse med Trine, end jeg havde med min kæreste.

- Vi bruger rigtig meget tid sammen. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan det udvikler sig, når vi kommer tættere på OL, siger Julie Leth.

Sammen med Amalie Dideriksen udgør hun det danske par ved EM, hvor duoen søndag eftermiddag skal forsøge at gentage sidste års guldtriumf.

Men når banesæsonen fortsætter med World Cup-stævner hen over efteråret, bliver de tre ryttere sat sammen i forskellige par.

Det bliver en slags audition i det store udskilningsløb, hvor én til slut trækker nitten.

- Det gode er, at vi kan skifte rundt og hjælpe hinanden med at lave point i World Cup, men til sidst er der jo kun to af os, der kommer til at køre.

- Det er svært. Det har jeg ikke prøvet før, og det bliver helt vildt specielt. Men jeg håber, at vi kan holde den stemning og den måde, vi kører på, helt frem til OL, siger Amalie Dideriksen

Danmark får tre akkrediteringer til OL, så medmindre nogen er skadet, er alle med i flyet til Japan. Men en af dem kommer altså til at sidde på tribunen, mens de to andre kører om medaljer.

Afgørelsen ligger hos landstræner Mathias Møller Nielsen, og han giver sig god tid. Først kort før OL beslutter han, hvem der skal udgøre det danske par.

Indtil da kan han blot håbe på god stemning i den lille lejr.

- De tre piger er jo veninder, og det er meget vigtigt, at de ikke kun ser hinanden som konkurrenter hele tiden, hvis de skal bidrage til hinandens udvikling frem mod OL.

- Men i sidste ende er de alle sammen individualister. De ønsker jo, at det er dem, der står med OL-medaljen. Sådan skal det også være, siger Mathias Møller Nielsen.

Kvindernes EM-parløb begynder klokken 15.02.

/ritzau/