Den colombianske klatrer Egan Bernal skal frem til udgangen af 2026 jagte flere store sejre iklædt Ineos-tøj.

Den tidligere Tour de France-vinder Egan Bernal har underskrevet en ny kontrakt med Team Ineos, der binder ham til holdet til og med 2026.

Det oplyser cykelholdet på sin hjemmeside mandag.

- Det er en virkelig vigtig kontrakt. Jeg er meget glad for holdet. Jeg er stolt af holdet, medarbejderne, og kontrakten løber, mens jeg er i mine bedste år, siger han til holdets hjemmeside.

Bernal trådte for alvor ind på den allerstørste scene, da han i 2019 som blot 22-årig vandt verdens største cykelløb, Tour de France. Dermed blev han den første latinamerikanske vinder nogensinde.

Det gjorde han for det britiske storhold Team Ineos, og det er også iført holdets trikot, han skal fortsætte jagten på triumfer de kommende fem år.

Sidste år vandt Bernal Giro d'Italia og mangler altså kun at vinde Vuelta a España af de tre grand tour-løb.

Han har dog en klar plan om, at 2022 skal byde på triumfjagt på det franske landeveje igen, efter at han droppede Touren sidste år.

- Jeg vil virkelig gerne tilbage til Touren. Jeg droppede Touren sidste år på grund af Giroen, men det føles som om, det er længe siden, jeg har været der, siger Bernal.

Den 24-årige bjergrytter vandt i 2019 også Paris-Nice og Schweiz Rundt, mens det året før blev til sejr i Tour of California.

Bernal viste som ungdomsrytter sine talenter frem som mountainbikerytter, men da han begyndte at gøre sig på landevejen, stod det hurtigt klart, at det var et stort talent.

I 2017 vandt han to etaper og den samlede sejr i Tour de l'Avenir, der regnes som ungdommens Tour de France.

Ineos, som på det tidspunkt hed Team Sky, turde ikke tage chancer i kampen om stjernefrøet og betalte hans daværende hold en overgangssum for at få Bernal på holdet allerede i 2018.

Bare halvandet år efter tiltrædelsen sikrede han altså sejren i Tour de France.

/ritzau/