Jakob Fuglsang har vist storform, men kommer ikke til start i de kommende ugers store brostensløb.

Cykelrytteren Jakob Fuglsang føjede endnu en succes til en stærk sæsonstart, da han tirsdag sikrede sig en samlet tredjeplads i det stjernebesatte etapeløb Tirreno-Adriatico.

Men Fuglsangs navn kommer ikke til at figurere på de internationale resultatlister i de kommende tre uger.

Den snart 34-årige silkeborgenser tager nemlig en løbspause indtil 8. april, hvor han stiller op i endnu et traditionsrigt etapeløb, nemlig Baskerlandet Rundt, der køres over seks etaper og har World Tour-status.

Jakob Fuglsang vandt femte etape af Tirreno-Adriatico 2019.
Jakob Fuglsang vandt femte etape af Tirreno-Adriatico 2019. Foto: DARIO BELINGHERI
Vis mere

Det oplyser han på sin Instagram-profil.

Det betyder, at man ikke ser Fuglsang i de berømte brostensløb, der kommer til at præge cykelkalenderen i den kommende tid med Flandern Rundt og Paris-Roubaix som de markante fyrtårn.

Dermed følger Astana-rytteren samme plan som i de senere år, hvor han blandt forårsklassikerne primært har satset på Liège-Bastogne-Liège. Det løb køres i år 28. april.

Forinden er han til start i Amstel Gold Race og måske Flèche Wallone, der dog med sit stejle opløb på Mur de Huy sædvanligvis ikke passer Fuglsang specielt godt.

Jakob Fuglsang fik også en andenplads ved endagsløbet Strade Bianche tidligere i marts.
Jakob Fuglsang fik også en andenplads ved endagsløbet Strade Bianche tidligere i marts. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Når Liège-Bastogne-Liège er overstået, begynder forberedelserne til sommerens Tour de France.

Her bliver etapeløbet Critérium du Dauphiné i juni den helt store formtest.

Fuglsang vandt løbet i 2017, men var ikke til start i sidste sæson, hvor han i stedet kørte sig til en andenplads i Schweiz Rundt.

/ritzau/