Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Efter to år som sportslig leder for Uno-X's kvindelige cykelhold stopper Lars Bak.
Det oplyser cykelholdet i en pressemeddelelse.
»Efter en fælles dialog og to meget intense år har Lars Bak besluttet sig for at skulle videre. Jeg er sikker på, vi stadig kommer til at se ham i kulissen i sporten,« lyder det fra teammanager Jens Haugland.
»Tak til ham for et godt makkerskab, for de dybe grin og vanvittige historier. Tak for at tage chancen og sige ja til at være med til at starte det her op.«
Lars Bak har siden starten af 2021 været sportslig leder for det norske hold, og det bliver britiske Alexandra Greenfield, der overtager rollen nu.
Og her har Lars Bak også haft en finger med i spillet, fortæller Uno-X. For han var med til at overtale briten til at blive en del af projektet på cykelholdet.
»Alex har vist unikke og spændende egenskaber, når det kommer til at få rigtig gode ting ud af sine folk. Hun er til den lange bane og en del af udviklingen,« siger Jens Haugland.
42-årige Lars Bak er tidligere professionel cykelrytter og kørte i løbet af sin karriere for både CSC-holdet og Lotto-Soudal. 2019 var Baks sidste sæson på landevejene. Han er noteret for 11 sejre i karrieren, herunder blandt andet en etapesejr i Giro d'Italia i 2012.