'Her er nogle ord på hollandsk om den svære tid, jeg går igennem i privatlivet.'

Sådan lyder det fra cykelstjernen Dylan Teuns, der sidste år vandt Flèche Wallone, i et opslag på Twitter.

Han friede i 2019 til sin kæreste Elisabeth, for to år siden blev de gift, men nu har de så valgt at gå hver til sit.

'I 12 år er vi vokset sammen, og vi har delt glæder og sorger. For to år siden troede vi, at det her skulle være for evigt,' skriver Dylan Teuns, der til daglig kører for Israel-Premier Tech, hvor også danske Jakob Fuglsang kører.

Dylan Teuns, der tidligere har kørt for Team Bahrain, skal skilles fra sin kone.
Dylan Teuns, der tidligere har kørt for Team Bahrain, skal skilles fra sin kone. Foto: Luca Bettini
Vis mere

'Alligevel har vi taget en frygtelig svær beslutning. Vi ønskede ikke at vokse fra hinanden, men det er sket,' forklarer han om bruddet.

Dylan Teuns fortæller, at beslutningen er hård for begge parter, og for at undgå et større postyr melder han det ud på denne måde, så eksparret nu kan bruge deres energi på at fokusere på fremtiden.

Cykelstjernen fortæller, at han rent sportsligt nu går ind i sin yndlingsdel af sæsonen, og at han nu vil fokusere på cykling.

Dylan Teuns har flere flotte resultater på sit cv. Han vandt en etape af Tour de France i 2019, og det samme skete i 2021. Han har desuden vundet en etape ved både Tour de Pologne og Tour de Wallonie.