Cykelfænomenet Peter Sagan lignede en stærk kandidat til sejren i søndagens udgave af Flanderen Rundt, men et dramatisk styrt 17 kilometer før mål slukkede den drøm.

Styrtet, hvor også Greg van Avermaet og Oliver Naesen røg med ned, lignede en konsekvens af en fejl fra Peter Sagan. Van Avermaet pegede efter etapen hurtigt fingre af slovakken, mens Sagan også selv tog skylden for styrtet.

Han vidste ikke helt, hvad der skete, men han tog skylden. Hurtigt videre. Sådan er cykling, lød det.

Men nu er der kommet nye optagelser, der viser en helt anden sandhed, og det har Sagan nu kommenteret på. For på private optagelser fra ruten kan man tydeligt se, at det er en jakke, der var skyld i, at Sagan røg i jorden og tog Naesen og van Avermaet med i faldet.

»Jeg er sikker på, at videoen bekræfter min fornemmelse af, hvad der forårsagede styrtet i søndagens Flanderen Rundt. Jeg var tæt på barrieren, men jeg var i kontrol, da jeg følte noget, der fik fat i min venstre arm, måske var det jakken, som senere er set på mig. Jeg ville ikke have ramt barrieren med mit hjul, hvis min arm ikke var blevet fanget af det objekt. Men de ting sker i cykling, og nu vil jeg fokusere på Paris-Roubaix,« skirver Sagan på sin Facebook-profil omkring styrtet.

Belgieren Philippe Gilbert endte med at vinde Flanderen Rundt på hjemmebane. Paris-Roubaix køres den kommende søndag, hvor det må formodes, at Sagan er mere end normalt hævntørstig efter styrtet i weekenden.