Der bliver ikke rejst nogen sag mod Jakob Fuglsang og Astana.

Sådan skriver Cycling Anti-Doping Foundation (CADF) i en mail til B.T. og på unionens hjemmeside.

»CADF kan efter en grundig undersøgelse af alle tilgængelige oplysninger bekræfte, at organisationen har valgt ikke at sende rapporten videre til UCI for videre undersøgelse af personerne eller holdene, der er involveret i sagen,« fremgår det.

Astana og Fuglsang har været i vælten de seneste dage, efter en hemmelig rapport afslørede, at holdet og den danske cykelstjernes forhold til den kontroversielle dopinglæge Michele Ferrari var blevet undersøgt. Men sagen tages altså ikke videre.

Søndag aften skrev DR, Poltiken og norske VG om undersøgelsen af Jakob Fuglsang på baggrund af den lækkede rapport, som de tre medier har fået adgang til.

»CADF beklager dybt, at rapporten er blevet lækket, og en undersøgelse bliver nu foretaget for at klarlægge, hvordan rapporten slap ud og for at undersøge, hvordan det undgås i fremtiden,« skriver CADF, der forklarer, at rapporten blev delt i fortrolighed med relevante antidopingorganer og myndigheder.

»CADF behandlede oplysninger i rapporten med stor omhu. På intet tidspunkt delte vi konklusionerne med nogen anden tredjepart, heller ikke medierepræsentanter.«

Rapporten er udarbejdet af et eksternt firma for CADF, hvis identitet indtil videre var hemmelig. Men CADF afslører nu, at der tale om et firma ved navn Sportradar, som har udarbejdet rapporten.

I 2019 vandt Jakob Fuglsang 16. etape af Vuelta a España.
I 2019 vandt Jakob Fuglsang 16. etape af Vuelta a España. Foto: Ander GILLENEA
Vis mere

Sportradar er et schweizisk firma, der indsamler og analyserer sportsdata. Firmaet har en stor efterretningsafdeling, som blandt andet hjælper myndigheder med at opklare matchfixing og betting-relaterede ulovligheder.

Sportradar og CADF har samarbejdet siden slutningen af 2018. Konkret bruger antidoping-myndighederne Sportradars såkaldte Integrity Service i sager med mistanke om snyd.

Samarbejdet fungerer ved, at Sportradar stiller både mandskab og viden til rådighed og altså arbejder som en slags civil efterretningstjeneste, der indsamler og sammenholder informationer.

Både Jakob Fuglsang og holdkammerat Alexey Lutsenko blev nævnt ved navn af de tre medier, hvor det også fremgik, at Michele Ferrari angiveligt har besøgt Astana ved Catalonien Rundt for godt et år siden.

Astana, holdets boss Alexandre Vinokourov, Alexey Lutsenko og Jakob Fuglsang har alle afvist beskyldningerne.

»Jeg afviser, at jeg har mødtes med dr. Ferrari. Jeg er ikke bevidst om eksistensen af en rapport, og jeg kan bekræfte, at der ikke er blevet åbnet nogen sag fra kompetente antidoping-myndigheder mod mig. Derfor har jeg ingen sag, der skal svares på,« skrev han mandag i en sms til B.T.

Også den kontroversielle læge Michele Ferrari, som var omdrejningspunkt i Lance Armstrongs omfattende dopingprogram, har fejet alle anklager af vejen.

CADF oplyser desuden, at man ikke vil kommentere yderligere på sagen.