Sikke en præstation! Som den første dansker nogensinde har Mattias Skjelmose triumferet i Schweiz Rundt.

Efter et vildt drama på den afsluttende etape af Schweiz Rundt, en 25,7 kilometer lang enkeltstart fra St. Gallen til Abtwil, holdt det 22-årige danske stortalent den samlede føring i det store etapeløb.

Juan Ayuso, som kører for UAE-mandskabet, så ellers ud til at æde danskerens forspring i løbet af den dramatiske enkeltstart, men den 20-årige spanier måtte nøjes med en etapesejr og en samlet andenplads, da Skjelmose fyrede den stort af i anden halvdel af etapen.

Skjelmose var grædefærdig og storsmilende på samme tid efter den samlede sejr i et løb, der er kørt færdigt i skyggen af den schweiziske stjerne Gino Mäders dødsfald efter et styrt på en nedkørsel på 5. etape i torsdags.

Foto: Gian Ehrenzeller/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg var glad. Havde ikke forventet det. Det er superfedt. Det er så fedt, når man har ofret så meget. Det er en kombination af alting, Ginos død, og at jeg har gjort alt for at være klar til Tour de France,« siger Skjelmose til TV 2 om sin reaktion på karrierens største sejr.

Mattias Skjelmose fra Trek-holdet førte i den samlede stilling inden dagens afsluttende etape.

Her havde han otte sekunder ned til nummer to, østrigske Felix Gall, og 18 sekunder at give af til stortalentet Juan Ayuso, mens der var 46 sekunder ned til verdensmesteren Remco Evenepoel på fjerdepladsen.

I mål på den afsluttende enkelstart var Skjelmose blot ni sekunder efter Ayuso og sluttede som nummer tre. Remco Evenepoel blev toer på etapen og nummer tre samlet.

Skjelmose har nydt stor succes i Schweiz Rundt med en sejr i etapeløbets tredje etape, hvor han erobrerede førertrøjen.

Førstepladsen bekræfter billedet af et 22-årigt dansk stortalent, som har haft en flot sæson med blandt andet en andenplads i Flèche Wallonne, hvilket åbner op for drømme om store resultater i årets Tour de France.