»Han vandt løbet uden nogensinde at være bekymret.«

Sådan beskriver den store franske sportsavis L'Equipe meget godt, hvordan Jonas Vingegaard var altdominerende i Baskerlandet Rundt, hvor han i dag vandt sin tredje etapesejr og samtidig snuppede den samlede sejr.

»Jonas Vingegaard blev ikke overraskende kronet som vinder af kongeetapen i Baskerlandet Rundt, for han var den klart stærkeste i denne uge, især i bjergene, hvor kun Mikel Landa (Bahrain-Victorious) nogle gange var i stand til at følge ham,« skriver L'Eqiupe videre om Vingegaards vilde præstation.

Han blev samtidig den første dansker vinder af det ugelange etapeløb. Den altdominerende måde, som Jonas Vingegaard vandt løbet på, har fået stor opmærksomhed over hele verden.

Foto: MIGUEL TONA
Vis mere

»Danskeren svarede tilbage på det første angreb fra Ion Izagirre 30 kilometer fra mål, hvorefter han tog turen alene til mål,« skriver canadiske La Liberté, som også roser Vingegaard i flotte vendinger for sejrene på 3. og 4. etape og den måde, som danskeren bare fortsatte med at køre stærkt og vandt med næsten et minut til den næste rytter på lørdagens kongeetape.

Spanske Marca var også svært begejstret for den danske stjernes opvisning i Baskerlandet Rundt:

»Vingegaard formåede at dominere løbet fra start til slut. Han angreb med 29 kilometer tilbage for at sætte tingene på plads og vise sig frem på overbevisende manér, som hans rival Pogacar gør.«

Colombianske El Espectador beskriver også Jonas Vingegaards vilde dominans i løbet og skriver videre om, at løbssejren kan have en meget vigtig betydning for danskerens start på sommerens Tour de France:

Foto: Miguel Tona
Vis mere

»For den danske cykelrytter har denne sejr en særlig symbolsk værdi inden Tour de France, som starter i Baskerlandet om mindre end tre måneder.«

Verdens største cykelløb starter 1. juli i spanske Bilbao, som netop er beliggende i Baskerlandet.

Jonas Vingegaard var ikke meget for at snakke om sig selv op efter lørdagens imponerende sejr. I stedet roste han holdkammeraterne for deres indsats:

»Det var en hård dag. Det var en virkelig god dag for os. Endnu en gang må jeg takke alle mine holdkammerater. De var utrolige, og de låste virkelig løbet ved at have to mand i udbrud. Vi gjorde det perfekt i dag, synes jeg,« sagde Vingegaard i sit vinderinterview.