Magnus Cort var godt og grundigt utilfreds med den taktik, hans Astana-chefer havde lagt for ham på torsdagens Tour-etape til Pau.

Han endte som nummer 20, efter han var blevet bedt om at køre hårdt til på de sidste 10 km. Og mens Cort selv mente, at den noget skuffende placering skyldtes det taktiske oplæg, var Astana-sportschef af en anden mening. Han mente, at Magnus Cort havde lavet en fejl op til spurten.

»Jeg havde håbet på mere fra Magnus. Det må jeg være ærlig at sige. Det er der mange forklaringer på. Kigger man analytisk på det, sidder han for langt tilbage, da der er 2 km tilbage. Han kører ind i en smal rundkørsel, som, han godt vidste, var der,« siger Lars Michaelsen til TV 2.

Magnus Cort, da han vandt sin etape i Touren.
Magnus Cort, da han vandt sin etape i Touren. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Magnus Cort har tidligere vundet en etape i dette års Tour de France. Den første danske Tour-etapesejr i ni år. Men som sprinter har han også større forventninger til sig selv, når det kommer til massespurterne.

Og sidste chance er på Champs-Elysees.

»Vi må prøve at se, om ikke vi kan finde på noget nyt til på søndag,« siger Lars Michaelsen.