Jhonatan Narváez vandt tirsdag 4. etape af Giro d'Italia efter en spurt i en reduceret frontgruppe uden de helt store sprinternavne.

Det var UAE-profilens 16. professionelle sejr i karrieren og den tredje etapesejr i Giroen, efter at ecuadorianeren også vandt i 2020 og 2024.

Danske Jonas Vingegaard (Visma), der er stor favorit til den samlede sejr, kom sikkert gennem etapen uden skrammer eller betydende tidstab til rivalerne. Han blev nummer 18.

Uruguayanske Thomas Silva (Astana), der startede etapen i den lyserøde trøje, blev til gengæld sat helt af og tabte meget tid.

I stedet er Lidl-Treks italienske profil Giulio Ciccone, der blev nummer tre på etapen, ny mand i førertrøjen. Han har fire sekunder ned til sine nærmeste forfølgere. Vingegaard er nummer 11 med ti sekunder op til Ciccone.

Orluis Aular (Movistar) blev nummer to på etapen. Rytteren fra Venezuela åbnede spurten, efter at Jan Christen (UAE) var blevet halet ind på opløbsstrækningen, men han havde ikke farten til at holde Narvaez bag sig.

Michael Valgren (EF) blev nummer ti som bedste dansker på etapen.

Egentlig var tirsdag efter tre indledende dage i Bulgarien og en hviledag mandag udset som en mulighed for sprinterne.

Især de mest slidstærke, der kunne klare den 14 kilometer lange stigning, Cozzo Tunno, hvis top befandt sig godt 40 kilometer fra målstregen.

Danske Tobias Lund (Decathlon) var nævnt som en af topfavoritterne og havde også selv nævnt etapen som en oplagt chance for en etapesejr.

Men Movistar tog føringen på Cozzo Tunno og skilte hurtigt de tungeste ryttere fra i håbet om, at Aular ville være stærkest i spurten.

Onsdagens 5. etape byder på et par mindre knolde, men Vingegaard og de øvrige klassementsryttere kommer formentlig først for alvor i spil fredag og søndag i denne uge.

/ritzau/