DSM-holdet vil spille på mange heste i årets Paris-Roubaix. Derfor øjner Casper Pedersen chancer for sig selv.

For første gang i næsten to et halvt år kan verdens bedste cykelryttere se frem til at køre brostensmonumentet Paris-Roubaix.

Coronapandemien førte til aflysning af løbet sidste år, mens det i år blev rykket 3. oktober. Seneste udgave blev altså kørt i april 2019.

Nu byder de berygtede brostensstykker, pavéerne, atter op til cykelakrobatik, og der er otte danskere til start i årets løb, den 118. udgave af klassikeren.

Blandt dem er danske Casper Pedersen (DSM), som på forhånd ikke regnes for at være en af danskerne med størst chance for at levere et stort resultat. Men det kan holdets taktik måske alligevel muliggøre.

- Vi kører en meget åben taktik fra DSMs side i år. Vi vil køre lidt frit og spille på nogle flere heste. Så jeg vil forsøge at spille ind i den plan og køre noget aggressivt cykelløb. Prøve at komme ud foran, siger Pedersen.

På holdet er også landsmand Søren Kragh Andersen. Han er et af de store navne på holdet, men DSM har ikke et åbenlyst vinderbud i det stærkt besatte felt.

- Vi har ikke den helt store favorit på holdet i år, så det er en måde for os at prøve at skabe nogle muligheder, siger Casper Pedersen om de frie tøjler til rytterne.

Han debuterede i løbet i 2019, hvor han udgik, men han vil forsøge at skaffe sig en hovedrolle denne gang.

- Det vil være godt at komme afsted i et tidligt udbrud af en vis størrelse. Man har før set, at de kan nå ret langt, lyder håbet fra den 25-årige dansker.

De øvrige danskere i løbet er Kasper Asgreen, Mads Würtz Schmidt, Michael Valgren, Mikkel Bjerg, Mads Pedersen, Christopher Juul-Jensen og Mathias Norsgaard.

/ritzau/