Den rutinerede ræv Kim Andersen kan ikke skjule sin begejstring fra forsædet af følgebilen.

»Det her talent kan blive til meget. Jeg har et mål, vi går efter. Det er et meget stort mål. Skjelmose er en vinder.«

Sportsdirektøren er en mand af få, men velvalgte ord.

Men selv på en skrattende telefonforbindelse fra alperne går det klart og tydeligt igennem, at Kim Andersen er bevidst om det unikke talent, han har fingrene i.

Mattias Skjelmose set fra Kim Andersens plads i Trek-bilen under rekognoscering af de afgørende Paris-Nice-etaper.
Mattias Skjelmose set fra Kim Andersens plads i Trek-bilen under rekognoscering af de afgørende Paris-Nice-etaper.
Vis mere

»Han har et meget højt niveau for sin alder. Han er meget spændende at arbejde med.«

20 meter foran ham – i det bakkede landskab omkring Nice – kører en dansk superstjerne i svøb.

Mattias Skjelmose er kun 22 år, men Trek-rytteren er allerede braget ind i cykelverdenen med topresultater i etapeløb som perler på en snor.

I disse dage nærstuderer han sammen med sin sportsdirektør, Kim Andersen, de krogede franske veje, som skal afgøre storløbet Paris-Nice i midten af marts.

Det er her, Mattias Skjelmose støder sammen med Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar. Her, han skal tage skridtet fra lovende væddeløber til en af spillets helt store mestre.

»Jeg har en klar idé om, at han kan gøre det godt i Paris-Nice,« siger Kim Andersen lettere hemmelighedsfuldt og fortsætter: »Men der er hård konkurrence.«

På årets syv første løbsdage har Mattias Skjelmose ikke præsteret dårligere end en 12.-plads. I Etoile de Besseges tog han karrierens første sejr i et linjeløb.

Han bygger på. Dag for dag. Uden egentlig at overanstrenge sig, som Kim Andersen bemærker.

Mattias Skjelmose er kun 22 år, men Trek-rytteren er allerede braget ind i cykelverdenen med topresultater i etapeløb som perler på en snor.
Mattias Skjelmose er kun 22 år, men Trek-rytteren er allerede braget ind i cykelverdenen med topresultater i etapeløb som perler på en snor. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

»Der er sket noget siden sidste år. Han har taget et stort spring. Han sluttede godt af i 2022, og det fortsætter bare. Det er egentlig ikke, fordi han har trænet enormt meget,« siger han og fortsætter:

»Han har ikke været på højdetræningslejr. Det er bare hans bundniveau, der har løftet sig. Vi kan se på tallene, at han er blevet bedre. Han er på samme niveau som sidste år, da han var i topform. Han ligger højere, end han gjorde sidste forår.«

Med den vilde udvikling ligger det ligefor at drømme stort. Tour de France 2023 troner derude i horisonten. Her får Skjelmose efter alt at dømme en fri rolle uden alt for meget pres.

Men forventningerne er der.

»Tour-etapesejrene skal nok komme. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg vil ikke sætte årstal på,« siger Kim Andersen.

Han har selv gyldne minder fra verdens største cykelløb. I 1983 var han iklædt den gule førertrøje i seks dage.

I 2025 indstiller Kim Andersen sin lange karriere som sportsdirektør, og det giver jo Mattias Skjelmose løbetid til at gøre chefen kunsten efter. Som minimum.

Trek-sportsdirektør Kim Andersen ser i disse dage nærmere på Paris-Nice-afslutningen i selskab med sit danske stjernefrø Mattias Skjelmose.
Trek-sportsdirektør Kim Andersen ser i disse dage nærmere på Paris-Nice-afslutningen i selskab med sit danske stjernefrø Mattias Skjelmose. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Når du at se Skjelmose vinde en Grand Tour – fra din følgebil?

Kim Andersen griner og tøver lidt ...

»Jeg tror ikke, jeg når at se ham vinde en Grand Tour fra bilen … Men man kan aldrig vide,« siger han og tænker sig grundigt om.

»Men jeg kan jo se, at der er et talent, der tyder på, at det kan gå den vej … Men det kan også være et talent, der egner sig bedst til løb på ti dage eller en uge. Men personligt tror jeg, der er talent for at kunne nå meget, meget langt.«

Mattias Skjelmose kører i weekenden Faun-Ardèche Classic, inden Paris-Nice venter 5. marts.