12-årige Hugo Hansen troede først bare, det var skuespil og drillerier, da hans far pludselig satte sig på hug og tog sig til brystet.
Men hurtigt gik det op for ham, at hans far – DR-vært, Tobias Hansens – situation var benhård alvor.
»Jeg blev virkelig bange. Hans øjne var bare åbne, mens han lå der. Jeg tænkte bare, han var død,« fortæller Hugo Hansen i en video på Røde Kors' Facebook-side.
For Tobias Hansen, der er kendt som vært på både DR Sporten og på programmet 'Kender du typen', var ikke ude på at drille sin søn denne gang – tværtimod.
På turen hjem fra et spil bordtennis kollapsede 46-årige Tobias Hansen nemlig med et hjertestop for øjnene af Hugo og lillebror Mio på bare to år.
Da alvoren gik op for Hugo, begyndte han først at græde, men efterfølgende tog han sagen i egen hånd.
Synet af sin far, der så »zombie-agtig« ud, fik ham til at spæne rundt til alle husene, der lå i nærheden for at finde hjælp.
»Min far er faldet om!,« råbte han grædende, og heldigvis trådte to familier til for at hjælpe, ringe 112 og give DR-værten hjertemassage.
Nu hyldes Hugo for sin heltemodige gerning, der viste sig at redde hans fars liv, med en nominering til 'Årets Førstehjælper'.
»Jeg var der jo sammen med Hugo og min toårige søn, som jo ikke kan særlig meget. Hvis Hugo ikke havde været der, så havde jeg været død,« lyder det fra Tobias Hansen i interviewet.
Tilbage i august gjorde Tobias Hansen comeback på skærmen efter den uhyggelige oplevelse – det kan du læse mere om HER.