Jonas Vingegaard (Visma) fik natten til søndag forstyrret sin søvn og har således ikke sovet optimalt op til 15. etape i Tour de France.

Inden etapestart fortæller den danske cykelstjerne til en række fremmødte journalister, at han blev vækket af en dopingkontrollant klokken 02.

Og det er ikke ideelt, mener Vingegaard.

- Først troede jeg, at de ikke måtte gøre det, men det er åbenbart tilladt ifølge reglerne.

- Det er godt, at de tester os, men når det har indflydelse på præstationen, er det ikke længere godt, siger han.

Vingegaard har aldrig før hørt om andre ryttere, der er blevet vækket klokken 02 om natten af en dopingkontrollant.

- Kontrollanten var også meget undskyldende. Men han passer sit arbejde, og det er ikke hans beslutning. Det er sådan, det er, siger danskeren.

Det tog omkring 40 minutter at gennemføre dopingtesten. Efterfølgende sov han, så længe han kunne, fortæller danskeren.

Det var ikke kun Vingegaard, der fik afbrudt sin nattesøvn. Også Tadej Pogacar (UAE) blev dopingtestet, skriver den franske avis Le Parisien.

Der blev banket på slovenerens dør omkring klokken 05, og Pogacar var efterfølgende ikke i stand til at falde i søvn igen.

Han har derfor kun fået fire timers søvn, fortæller Pogacar til blandt andet TV 2 Sport.

- Det har dog ikke ødelagt mit humør, og jeg har haft en ret god og lang morgen sammenlignet med de andre dage, siger sloveneren.

Inden 15. etape ligger Vingegaard nummer to i klassementet. Pogacar, der fører løbet, har et forspring på 4 minutter og 30 sekunder.

Søndagens etape slutter på uden for kategori-stigningen Plateau de Solaison, der ligger i 1500 meters højde i Alperne.

Før rytterne når frem til det brutale målbjerg, skal de forcere to kategori 3-stigninger og kategori 1-stigningen Col de la Croisette.

RITZAU