Det internationale antidopingagentur støtter ikke længere udviklingen af en test, der kan spore plastikrester.

Bloddoperne har umiddelbart fået ét problem mindre at bekymre sig om. Det internationale antidopingagentur Wada har droppet støtten til den forsker, der var i gang med at udvikle en test, der kan spore plastikrester i blodet.

Forekomsten af de såkaldte ftalater kan indikere, at en idrætsudøver har fået tilført blod udefra, som har været opbevaret i plastikposer.

Men høje plastikværdier kan også skyldes meget andet, og det er problemet, siger direktøren for Anti Doping Danmark, Lone Hansen, til Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Problemet er, at meget mad i dag pakkes i lignende materiale, og det kan være rigtigt svært at afgøre, hvor ftalaterne kommer fra, siger hun.

I stedet håber Wada og dopingjægerne på en helt ny testmetode, som udvikles i England af en forsker ved navn David Cowan.

Den udnytter, at en bestemt proteinstreng i blodet tilsyneladende ændrer sig, når den har været ude af kroppen.

Dermed har man en solid indikator på, at der har været udført bloddoping og et bedre og billigere alternativ til blodpasset, der tager udgangspunkt i udsvingninger i blodværdierne over en længere periode.

- Det (blodpasset, red.) er besværligt for atleten og kontrolinstanserne, det er ikke 100 procent sikkert, og det er kostbart at lave analyserne, siger Lone Hansen.

David Cowan håber at have den nye test klar til OL i London til sommer, men tør ikke love noget.

/ritzau/