Efter to dopingtilfælde på mindre end et år trækker Vini Zabù sig fra det store cykelløb Giro d'Italia.

Det italienske cykelhold Vini Zabù trækker sig fra Giro d'Italia, som skydes i gang 8. maj.

Det skriver cykelsportsmediet Velonews.

Årsagen er, at to af holdets ryttere inden for det seneste år har afleveret positive dopingprøver.

I oktober sidste år blev Matteo Spreafico smidt ud af Giro d'Italia, efter man i en dopingprøve havde fundet spor af stoffet ostarine.

Vini Zabù fyrede rytteren, som samtidig blev suspenderet af den internationale cykelunion (UCI).

I slutningen af marts i år kom det frem, at rytteren Matteo De Bonis blev testet positiv for stoppet epo.

Vini Zabù overvejer ifølge Velonews at trække Matteo De Bonis i retten. Hvorvidt han er blevet fyret, melder historien endnu intet om.

Holdet afviser ifølge Velonews, at man har været vidende om rytternes dopingforbrug.

Dopingsagerne har betydet, at Vini Zabù risikerede en udelukkelse fra UCI-løb. Men holdet er altså kommet UCI i forkøbet og har trukket sig fra grand tour-løbet i Italien.

Afbuddet til det tre uger lange etapeløb skal ses som et signal til ryttere, der forsøger at skyde genvej ved brug af forbudte stoffer.

- Vores afbud til det løb, der er vigtigst for italienske cykelryttere, skal ses som en kærlighedserklæring til cykelsporten, lyder det i en udmelding fra holdet, som samtidig oplyser, at sponsorerne har forsikret, at de ikke forlader holdet.

Vini Zabù rangerer i klassen under World Tour-holdene som et såkaldt UCI ProTeam.

Holdet var inviteret til Giro d'Italia på et wildcard. Løbsarrangøren skal nu finde en erstatning for holdet.

/ritzau/