19-årige Mattias Skjelmose Jensen skal fra den nye sæson køre for udviklingsholdet Leopard Pro Cycling.

Mattias Skjelmose Jensen skal fra næste sæson køre for kontinentalholdet Leopard Pro Cycling.

Det skriver det luxembourgske hold på sin hjemmeside.

- Vi er glade for, at vi er i stand til at byde så stærkt et talent som Mattias velkommen til vores hold, siger holdets manager Markus Zingen til hjemmesiden.

Den 19-årige danske cykelrytter er tidligere af Den Internationale Cykelunion (UCI) blevet idømt ti måneders udelukkelse for at have overtrådt antidopingreglerne.

Det var 26. maj sidste år, at rytteren forbrød sig mod reglerne, selv om det ifølge UCI ikke var den danske teenagers hensigt.

Han blev testet positiv for stoffet methylhexanamin, der er et præstationsfremmende middel. Han var 17 år, da han afgav den positive dopingprøve.

Mattias Skjelmose Jensen skød efterfølgende skylden for den positive dopingprøve på et kosttilskud.

Han er glad for kontrakten med Leopard Pro Cycling, som han ser som et af verdens bedste udviklingshold.

- Holdet har et meget solidt setup og er et perfekt og trygt miljø for unge ryttere, siger han til holdets hjemmeside.

- Jeg lærte en masse sidste år. Forgiftningen af mig har sat mig igennem nogle meget svære øjeblikke, og jeg vil gerne råde alle unge ryttere til aldrig at tage tilskud som multivitaminer, hvis de ikke er 100 procent sikre på, hvad det er.

- Jeg er meget heldig med at have folk omkring mig, som tror på mig, og nu vil jeg gerne betale tilbage, siger Mattias Skjelmose Jensen.

Markus Zingen lægger ikke skjul på, at danskerens dopingdom gav nogle betænkeligheder i forhold til at hente ham til holdet.

- Vi tøvede i starten, fordi vi kan ikke bare ignorere hans karantænedom. Efter at have indsamlet en masse meninger og ikke mindst baggrundsmateriale konkluderede vi, at vi kunne hente Mattias til holdet.

- Nu er det vigtigt at lægge den sag bag os og fokusere på 2020-sæsonen, siger han.

26. maj sidste år vandt Mattias Skjelmose Jensen først en enkeltstart i Tour de Pays de Vaud, mens han samme dag også blev nummer 22 i en normal landevejsetape.

Han endte med at vinde det schweiziske etapeløb sammenlagt.

Ifølge UCI fik danskeren selv sat karantænen i gang 7. juli 2018. Den udløb derfor 6. maj i år.

/ritzau/