Efter dramatisk og hidsig sidevindskørsel fra blandt andre Tinkoff-Saxo bragede Nacer Bouhanni (fdj.fr) først over stregen på ottende etape af Vuelta a España.

Søndagens flade sprinteretape begyndte ellers i adstadigt tempo. To tapre etapejægere begav sig umiddelbart efter etapestart i Baeza ud på de 207 kilometer nordpå til Albacete. Duoen, Elia Favilli (Lampre - Merida) og Javier Aramendia (Caja Rural), fik dog aldrig mere end nogle minutters forspring til et særdeles agtpågivende hovedfelt.

Der var nemlig meldt om kraftig sidevind på den sidste del af etapen. Og da feltet med omkring 30 kilometer til mål drejede op i sidevinden, var udbruddet da også allerede hentet.

Få øjeblikke senere var hovedfeltet splittet ad i tre store grupper. Blandt de forreste var Sky og Tinkoff-Saxo med Chris Froome og Alberto Contador blandt de animerende kræfter. Favoritterne til både etape- og samlet sejr kørte selv med rundt i forreste gruppe for at undgå at blive fanget bagerst.

Men der var ikke plads til alle, og det kostede blandt andet for to af løbets podiebejlere. Nairo Quintana (Movistar) og Fabio Aru (Astana) blev således sat af de øvrige favoritter.

De fik dog kontakt til de forreste med omkring fem kilometer til mål, takket være Giant-Shiamano, der satte sig for at køre deres slagne kaptajn, John Degenkolb, frem til spurt. Her blev han dog overlistet på stregen af franskmanden Nacer Bouhanni, der vandt sin anden etapesejr i årets spanske rundtur foran Michael Matthews (Orica - GreenEdge) og Peter Sagan (Cannondale).