'Utroværdigt', 'naivt', og 'latterligt'.

Det danske budget for Tour de France-starten i 2021 møder hård kritik fra flere eksperter for at være sat alt for lavt og mangle åbenlyse udgiftsposter.

Men Alex Pedersen, der er direktør i selskabet bag den danske Tour-start, afviser kritikken af budgettet, der indtil videre har lydt på 90 mio. kr.

Ifølge Pedersen er budgettet dog lige nu på 87 mio. kr., da det er det beløb, selskabet har fået i kassen.

Han håber dog, at det senere kan vokse til 90 mio. kr. igen.

Men på bundlinjen står, at Alex Pedersen tror fuldt og fast på det budget, som han selv var med til at lave i 2015, da arbejdet med Tour-starten for alvor tog fart.

Uanset om budgettet er 87 eller 90 mio. kr., virker det så ikke som et meget lavt beløb, når tallene viser, at det har været markant dyrere i andre lande – eksempelvis kostede Tour-starten 276,5 mio. kr. i England i 2014?

»Jo, men det kommer an på, hvordan man gør de omkostninger op. Og vi har aldrig nogensinde lagt skjul på – det sagde vi allerede tilbage i 2015 til samtlige fem kommuner og stat og regioner – at der ville komme meromkostninger i forbindelse med eventen,« siger Alex Pedersen.

Der mangler vel nogle meget store udgiftsposter i budgettet? Hvorfor er der ikke sat penge af til for eksempel politi, terrorsikring og sikkerhed i al almindelighed?

»Det er der jo heller ikke, når Brøndby og FCK spiller. Sådan er verden nu engang i Danmark.«

Synes du ikke, det er noget andet, når man køber sig til at få Tour de France til Danmark? Ville det ikke være rimeligt at tage alle udgifter med, så man kan give borgerne det fulde overblik over, hvor mange skattekroner det hele koster?

»Næh. Ikke hvis du spørger mig. Så skal du jo tage det med, hver gang der bliver afholdt musikfestivaler, maratonløb, ironman, ringridning eller by night. Det er nu engang sådan, vi har valgt at organisere os i Danmark. Jeg tror ikke, der er nogen danskere, som ikke er klar over, at staten bruger penge på politi og sikkerhed, når der er store events.«

Har I overblik over, hvor mange tabte indtægter staten og kommunerne går glip af ved at lukke byerne ned, lukke for Storebæltsbroen og…

»Det ved vi slet ikke på nuværende tidspunkt. Det er også derfor, jeg siger, at hele den diskussion om, hvad det koster, eller hvad økonomien er, det er noget mere relevant at snakke om i 2021, når vi kender omfanget af eventen. Der er ingen, der kan svare på alle de der spørgsmål lige nu.«

Hvad forventer I, at de samlede udgifter bliver alt i alt?

»Jeg ved det simpelthen ikke. Det kommer helt an på, hvor mange penge de enkelte kommuner har tænkt sig at bruge på events og aktivering og sådan noget.«

Men er det ikke et problem? At der ikke er nogen, der har nogen som helst ide om, hvor stor regningen for Grand Départ i Danmark bliver?

»Det ved jeg ikke. Hvorfor? Du vil gøre det op til, at politiet koster en stor formue. Det tror jeg ikke, min mor hun vil forestille sig, at det gør. For hun tænker heller ikke over, at når de slås ude på Østerbro – FC Københavns og Brøndbys fans – så betaler hun det over sine skattepenge. Det er jo sådan, vi har valgt at indrette os i Danmark.«

Tidligere Team Danmark-direktør Michael Andersen siger, at det er et utroværdigt budget, og han forventer, det kommer til at koste 225-275 mio. kr. Hvad tænker du om den vurdering?

»Jamen, hvad Michael Andersen mener og gør, det kan jeg jo ikke kommentere på. Jeg forventer, jeg kan holde mig inden for de 87 mio. kr., som vi har samlet. Så ved jeg, at de fem kommuner kommer til at bruge nogle ekstra penge på sideevents og afspærringer og den slags. Jeg skal stå på mål over for en bestyrelse. Ikke Michael Andersen.«

Under den store præsentation af Grand Départ på Københavns Rådhus stod Rasmus Jarlov og sagde, at prisen blev 90 mio. kr., og det 'er fundet' til de her penge. Men hvis man kigger på, hvor mange skattepenge det koster, så bliver det jo dyrere?

»Skal vi ikke sige, det her er sjovere at tale om i november 2021? Kan det så ikke teoretisk set være lige meget, om det har kostet 150 mio. kr., hvis det viser sig at være en god forretning? Og det er det i min verden, hvis det går i nul. Jeg skal stå på mål for et budget på 87 mio. Derudover kommer der ekstra omkostninger. Det har aldrig været hemmeligt.«

Synes du, at fortællingen udadtil har været, at regningen for Tour-starten bliver meget større end de 90 mio. kr.? Det er vel ikke blevet meldt ud til offentligheden?

»Nu kan man jo gradbøje, hvad 'meget større' er. Jeg gentager gerne mig selv: Vi har aldrig lagt skjul på, at det kommer til at koste mere end de 90 mio. kr., der blev meldt ud på pressemødet.«

Så bare lige for at skære det ud i pap: Da Rasmus Jarlov stod på pressemødet og sagde, at Tour-starten i Danmark ville koste 90 mio. kr., så var det ikke rigtigt?

»Fra central side koster det 90 mio. kr. Eller 87 mio. kr. Men hvad de enkelte kommuner kommer til at bruge, det er der ingen, der kan svare på.«

Der er sat spørgsmålstegn ved, om budgettet bevidst er underfinansieret for at få politisk opbakning til at gå efter Tour-starten, og så kan man efterfølgende komme og bede om flere penge, når man har fået den. Hvad er din reaktion på det?

»Den er, at jeg forventer ikke at skulle bruge mere end mine 87 mio. kr.,« siger Alex Pedersen.