'Tak for lort, T. Hansen.'
Sådan skriver Dennis Ritter, der er vært og cykelkommentator på TV 2, efter han ifølge eget udsagn har fået en ringe behandling af butikskæden.
TV 2-profilen skriver på sin åbne Facebook-profil, at han denne torsdag havde en tid til et dækskifte i en filial på Amager, men ved ankomst fik han tilsyneladende en lang næse.
»Min tid er rykket til den 21/12, hvilket man ikke har ulejliget sig med at give besked om,« lyder det i opslaget.
»Jeg har tilrettelagt hele min dag og flyttet rundt på ting, fordi jeg skal have de dæk på nu. Alt er betalt for længst! Og så rykker de tiden 16 dage uden at gide informere mig.«
Ifølge tv-værten var der ikke meget hjælp at hente, da han ville klage.
»Klager til butik. Butik melder hus forbi og henviser til kundeservice,« skriver han.
»Kundeservice melder hus forbi og henviser til butik.«
»Det er så ringe og elendig service!«
B.T. har rettet flere henvendelser til T. Hansen, men de er endnu ikke vendt tilbage.
Dennis Ritter har løst problemet med dækkene et andet sted og melder fra til B.T.s opfølgende spørgsmål.
»Jeg lægger det bag mig,« skriver han i en besked.
