Gianni Bugno, tidligere verdensmester og nuværende rytterformand, afviser, at en oprulning af fortidens synder kan afhjælpe nutidens dopingproblemer. Og han blev gal i skralden, da sporten.dk spurgte hvorfor

Der kommer ikke noget godt ud af at rode rundt i cykelsportens dunkle fortid. Og dopingbekæmpelse er i øvrigt en sag for myndighederne mere end ryttere og hold. Det fortæller den tidligere italienske stjernerytter Gianni Bugno - dobbelt verdensmester og vinder af Giro d’Italia - i dette interview med sporten.dk.

I dag er Bugno formand for den internationale rytterorganisation Cyclistes Professionels Associés, (CPA), og, som det fremgår herunder, er han helst fri for at tale om doping.

Det på trods af, at de amerikanske antidopingmyndigheder, USADA, sidste efterår offentliggjorde en rapport, der efterlod en måbende omverden. Omfanget og organiseringsgraden af dopingmisbruget var enormt, og dønningerne bredte sig rundt om i verden, hvor en række ryttere gik til bekendelse og fortalte om omfattende misbrug i karrieren. Men at det ikke udelukkende er i fortiden, man skal finde syndere, blev tydeligt så sent som under dette års Giro d’Italia, hvor flere ryttere røg i fælden.

Så hvordan vil CPA og rytterne styrke deres egen troværdighed og sikre, at jubilæumsudgave nummer 100 af Tour de France ikke ender i endnu en dopingfarce?

- Cykelsporten arbejder med det, forklarer Gianni Bugno, som sporten.dk møder under en mellemlanding i Kastrup. Han kører en finger henover det tynde overskæg, han har anlagt efter karrierestoppet i 1998 og fortsætter:

- Sporten gør, hvad den kan for at skabe et troværdigt miljø. Ikke kun CPA men også UCI og de forskellige cykelforbund. Mere kontrol end det man allerede har - mere end det kan man ikke gøre. Mentaliteten i miljøet omkring cykelsporten har ændret sig, siger Gianni Bugno.

Selvom du siger, at mentaliteten har ændret sig, ser man jo stadig ryttere, der doper sig. Selv her for ganske nylig.

- Ja, der vil altid være nogle snydere, og mange må betale en pris på grund af deres snyd. Men jeg skal ikke kaste skyld på de snydere, der bliver taget, jeg skal give kredit til de mange, som holder sig på den korrekte linje, siger Gianni Bugno.

Han svarer tålmodigt, dog noget ensformigt på de næste par spørgsmål. Han er i nålestribet jakke og jeans og sidder tilbagelænet i stolen. Men så - pludselig - bliver Gianni Bugno bidsk, efter han slutter et svar med at påpege, at det altså ikke er hele feltet, der er råddent.

- Hvis vi skal blive ved med at snakke om doping, så stopper vi her. Lad os tale om cykling. Det virker som om, du er ved at beskrive cykling som doping, men cykling er ikke doping. Det er en problematik, men der bliver taget hånd om den.

Men bliver det efter din mening håndteret tilstrækkeligt?

- Ja. Hvis de finder personer, som snyder, så er det fordi, de leder efter dem. Men selvom du siger, at mentaliteten er forandret, så er der jo stadig personer som Bjarne Riis, der ikke vil tale - med journalister for eksempel - om hvad der er foregået.

- Jeg kan ikke sige noget om, hvad Bjarne Riis gør. Jeg kan sige noget om, hvordan cykelverdenen forandrer sig, hvad der er problemet, og hvordan det bliver håndteret. Bjarne Riis har håndteret det, men hvis man så alligevel finder nogle enkelte, så er der jo ikke af den grund årsag til at sige, at alt er… Hvad er problemet? Der bliver jo taget hånd om det!

Men burde rytterne så ikke fortælle det de ved?

- Problemet er, at når en rytter bliver taget for doping, skal han sige, hvem der har hjulpet ham, hvordan han har gjort det. Men det er jo op til de relevante organer, eksempelvis CONI (den italienske olympiske komite, red.) at efterforske det.

Gianni Bugno sidder nu på kanten af stolen og gestikulerer for at understrege sine pointer.

Hvad mener CPA om en ’Truth and Reconciliation Commission’?(Sandhedskommissionen som antidopingmyndighederne og UCI - indtil videre uden held - har forsøgt at stable på benene, red.)

- Efter min mening skal man afslutte det, der er sket i fortiden og i stedet værdsætte, det som er i dag. For hvis der er ryttere, der har snydt i fortiden, så er det jo ikke sådan, at de ryttere, der kører i dag, skal betale for, hvad der skete dengang.

Og du mener ikke, det er vigtigt at finde ud af, hvad der er sket, hvem der har dopet sig, og hvem der har hjulpet til?

- Nej, det er ikke vigtigt at vide, hvordan det er sket, og hvad der er sket, for det handler ikke om nutiden. Det handler om fortiden, og det giver ikke mening, fordi fortiden kan man ikke ændre. Man kan kun ændre fremtiden ved at se på nutiden. Rytterne må fortælle det de vil. Men nutidens ryttere har ikke lyst til at fortidens ryttere tilsmudser nutiden med deres fortid. De er trætte af fortiden. Og hvem der så har lavet fejl, og hvem der ikke har, det er fortid, som ikke kan ændre historien. Og det skal ikke skade nutiden.

Men der er jo også andre, som ikke har fortalt, hvad de ved. Hvornår de dopede sig, hvordan de dopede sig. Rolf Sørensen for eksempel.

- Ja, jeg kender Rolf Sørensen. Fortiden kan ikke ændre historien. Fortiden er fortiden, siger Gianni Bugno, der i 1995 kørte sammen med Rolf Sørensen på det italienske hold, MG Maglificio-Technogym.

Kan du fortælle mere om Rolf Sørensen?

- Jeg har læst noget i aviserne. For mig har han været en stor cykelrytter, og så er der sket det, som han har fortalt. (indrømmelse af dopingmisbrug, red.) Men det er ikke sådan, at jeg dømmer ham for det, han har gjort.

Og vidste du, hvornår han dopede sig?

- Nej, det ved jeg ikke, og jeg vil heller ikke vide det. Det interesserer mig ikke, siger Gianni Bugno.

- Jeg har svaret på alle spørgsmål om doping nu. Stop med de spørgsmål. Jeg kan ikke begynde at tale om, hvad der er sket i fortiden.

Han slår ud med armene.

- Jeg vil gerne tale om nutiden. Om cykling i dag. Det interesserer mig ikke, det som er sket i fortiden, det interesserer mig ikke det, de andre har gjort, og jeg vil ikke engang tale om det.

- Der bliver taget hånd om doping nu. Så stop nu. Jeg har besvaret doping-spørgsmålene, men hvis vi bliver ved med at skulle tale om doping, så stopper interviewet her.

Men det interesserer jo alle at vide, hvordan rytterne vil genvinde troværdigheden.

- Troværdigheden søger man - man er ved at genfinde den, og man kæmper for det. Men med det her (interviewet, red.) så skader man det, som nutidens cykelryttere kæmper for. Jeg respekterer de cykelryttere, som opfører sig korrekt.

Hvordan vurderer du feltets sundhedstilstand lige nu?

- Flertallet af rytterne er rene. Det er det, der er mentaliteten: at dyrke sporten korrekt. Men på grund af de to (der blev taget, red.) betaler de andre konsekvenserne. At tale om doping inden Tour de France er meningsløst.

Nogle minutter og et par gentagelser senere, gør Gianni Bugno tegn til at gå.

Han skal nå et fly hjem til Milano.


FAKTA – Gianni Bugno

Født: 14. Februar 1964

Største sejre: VM på landevej, 1991 og 1992, Giro d’Italia 1990, nr. 2 i Tour de France 1991, Flandern Rundt 1994, Milano-San Remo 1990, Clasica de San Sebastian 1991, ni etaper i Giro d’Italia, fire i Tour de France og to i Vuelta a Espana.

Dopingsager: Bliver i august 1994 testet positiv for koffein. Får sat den toårige straf ned til tre måneder efter en appelsag. Får i 2004 en bøde for at være involveret i en amfetamin-forsendelse, da han var tilknyttet Mapei som mekaniker i 1999. Har modtaget en moralsk dom fra den italienske domstol for samarbejde med dopinglægen Conconi.

Efter karrieren: Fungerer i dag som præsident for CPA og er desuden helikopterpilot – bl.a. for italiensk tv under Giro d’Italia. Har også været engageret i lokalpolitik.