UCI's offentliggørelse af dopingdom til ung dansk cykelrytter er sket i strid med meldingen til DCU.

Tirsdag kunne Jyllands-Posten afsløre, at den 18-årige danske cykelrytter Mattias Skjelmose Jensen af Den Internationale Cykelunion (UCI) var blevet idømt ti måneders karantæne for brud på antidopingreglerne.

Det bekræftede UCI i en mail til mediet.

Men nyheden kom noget bag på Danmarks Cykle Union (DCU), fortæller administrations- og elitechef Jens-Erik Majlund.

Rytteren var nemlig kun 17 år på tidspunktet for afgivelsen af den positive dopingprøve. Derfor havde DCU ikke forventet at se hverken navn eller dom i medierne.

- Jeg kan godt se, at det er blevet offentliggjort med navns nævnelse rundt omkring. Vi har kun fået at vide, at da der var tale om en mindreårig, så ville de (UCI, red.) ikke offentliggøre hverken navn eller dom, siger han.

- Men jeg har lige snakket med andre, som åbenbart har fået en mail fra UCI. Den mail har jeg bedt om at få. For vi er kun blevet informeret om, at den ikke ville blive offentliggjort.

Han vil nu forsøge at finde ud af, hvorfor UCI har handlet stik imod, hvad han var blevet informeret om.

Ifølge UCI fik rytteren selv sat karantænen i gang 7. juli 2018. Den varer derfor frem til 6. maj i år.

I forhold til Mattias Skjelmose Jensens fremtid på de danske landshold får dopingkarantænen ikke indflydelse, når straffen er udstået.

- Vi kan ikke under nogen omstændigheder alene på baggrund af en dom som denne her, eller en dopingdom i det hele taget, lade være med at udtage en rytter, siger Jens-Erik Majlund.

- Der vil vi blive underkendt i både vores eget idrætslige retssystem og også, hvis den skulle komme videre i et offentligt retssystem.

- En dopingdom kan vi ikke lægge som den eneste grund til ikke at udtage nogen til landsholdet.

Rytteren er testet positiv for stoffet methylhexanamin, der er et præstationsfremmende middel.

/ritzau/