Bo Belhage vil fortsat kæmpe for "åbenhed og ærlighed" i DCU, selv om han har mistet sin plads i bestyrelsen.

Selv om han må træde ud af bestyrelsen for Danmarks Cykle Union, vil Bo Belhage fortsætte sin kamp for at gøre op med det, han opfatter som manglende åbenhed og demokrati.

Det siger Belhage, efter at han onsdag aften blev ekskluderet af bestyrelsen på en ekstraordinær kongres.

22 ud af 35 medlemmer af repræsentantskabet stemte for at smide formandskritikeren ud.

- Jeg vil fortsat være aktiv og fortsat prøve at få åbenhed og ærlighed ind i dansk cykelsport. Indtil det er opnået, kører jeg på med fuld fart.

- Det bliver lidt sværere nu, hvor jeg ikke er så tæt på informationerne, som jeg har været før. Men det betyder ikke, at jeg vil lade være med at gå efter at få orden i demokratiet og få åbenhed og ærlighed i Danmarks Cykle Union, siger Bo Belhage.

Han er slet ikke overrasket over, at et flertal af repræsentantskabet valgte at stemme for det mistillidsvotum, som den øvrige bestyrelse havde fremsat.

- Jeg hørte ikke et eneste nyt argument.

- Det bærende argument var, at man havde behov for arbejdsro. Men når man tager i betragtning, hvem der har lavet ulykker ved at gøre tingene forkert, så synes jeg, det er et noget svagt argument for at smide mig ud.

- Det er en rent politisk afgørelse, siger Bo Belhage.

Det nu forhenværende bestyrelsesmedlem har længe været i opposition til især formand Henrik Jess Jensen.

Han har beskyldt ledelsen af unionen for manglende gennemsigtighed og fråseri med medlemmernes penge.

Senest nægtede han at underskrive årsregnskabet, fordi han savnede uddybning af nogle udgiftspunkter.

Med Belhages eksklusion håber formand Henrik Jess Jensen nu, at der kommer ro i bestyrelsesarbejdet.

- Nu er der forhåbentlig sat et tydeligt punktum, efter at repræsentantskabet og dermed cykelunionens øverste besluttende organ har talt.

- Jeg oplever en stor og positiv opbakning til at skabe den nødvendige arbejdsro, for at bestyrelsen igen kan arbejde målrettet med at udvikle og skabe det bedste grundlag for vores mange klubber, frivillige og ryttere, siger Henrik Jess Jensen i en pressemeddelelse.

/ritzau/