En række af de deltagende hold i Giro d'Italia offentliggjorde mandag deres trupper, og to danskere er med.

To danskere blev mandag officielt udtaget til Giro d'Italia, da flere af holdene blev offentliggjort.

Hos Team BikeExchange er Christopher Juul-Jensen blandt de otte ryttere, der skal køre Giroen. Danskeren er med for sjette gang i karrieren.

Også Mikkel Honoré skal med i Giroen. Han blev udtaget af sit hold, Quick-Step, som også havde ham med sidste år.

Christopher Juul-Jensen skal blandt andet hjælpe holdets kaptajn, Simon Yates, i det samlede klassement.

I 2018 vandt Simon Yates Vuelta a Espana, og briten har flere gange blandet sig i topstriden i Giroen.

Honoré skal blandt andre hjælpe Remco Evenepoel, som deltager i sin første Grand Tour, samt Joao Almeida, der begge vurderes til at have evner til at slutte højt i det samlede klassement.

Sidste år blev Joao Almeida nummer fire i Giroen.

/ritzau/