Michael Mørkøv endte på fjerdepladsen på femte etape af Tour Down Under og fik noteret samme tid som vinderen.

Den italienske cykelrytter Giacomo Nizzolo (NTT) sikrede sig lørdag sæsonens første sejr i cykelløbet Tour Down Under i Australien.

I en massespurt på femte og næstsidste etape pressede Nizzolo sig først over målstregen foran blandt andre danske Michael Mørkøv (Quickstep), der på fjerdepladsen fik noteret samme tid som vinderen.

I den samlede stilling overtager sydafrikanske Daryl Impey (Mitchelton-Scott) førstepladsen fra australieren Richie Porte (Trek-Segafredo), der er efter med to sekunder.

Den danske verdensmester, Mads Pedersen, markerede sig for første gang i løbet, da han sammen med tre andre ryttere fik etableret et udbrud, som på et tidspunkt havde opbygget et forspring på to minutter.

20 kilometer før mål på kategori 2-stigningen Kerby Hill fik en håndfuld ryttere kontakt med udbrydergruppen. Deriblandt Richie Porte, der før etapen lå på løbets førsteplads.

Sprinterne i feltet blev kortvarigt hægtet af på Kerby Hill, der har en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,8.

Da udbryderne passerede ti kilometermærket var det med et forspring på 18 sekunder. Hovedfeltet satte jagten ind, og med seks kilometer tilbage blev udbryderne opslugt.

Efter 149,1 kilometer endte etapen med en massespurt i Victor Harbor og Giacomo Nizzolos første sejr siden august, da han vandt første etape i det spanske løb Vuelta a Burgos.

Ingen af feltets danske ryttere er blandt de ti øverste i den samlede stilling, ligesom Mads Pedersen heller ikke endte i top-10 ved lørdagens etape.

/ritzau/