Danske Magnus Cort tog en flot etapesejr i Catalonien Rundt.
Uno-X-rytteren fik fremragende hjælp af sin danske holdkammerat Anthon Charmig i massespurten, og Cort satte til sidst konkurrenterne til vægs på 2. etape.
Etapen, der blev kørt tirsdag, havde flere store ryttere med, men fik en noget overraskende dansk vinder efter en intens afslutning.
Vismas Jonas Vingegaard og Lidl-Treks Mattias Skjelmose, der er blandt de i alt otte danske ryttere i feltet, kom også fint gennem etapen uden de store problemer.
Etapen var af relativt flad karakter og lagde op til en massespurt.
En håndfuld ryttere kom afsted i et udbrud, men med få kilometer til mål blev de sidste to - begge fra Lotto-holdet - hentet af feltet, hvorefter det udviklede sig til en kamp mellem sprinterne.
De afgørende stigninger og muligheder for for alvor at rykke i klassementet venter torsdag, fredag og lørdag.
Det var derfor heller ikke tirsdag, at der skete det store for klassementsrytterne, som ud over Vingegaard og Skjelmose blandt andre tæller Remco Evenepoel (Red Bull) og Tom Pidcock (Q36.5).
Catalonien Rundt består af syv etaper og afsluttes søndag.
/ritzau/
