»Jeg har ikke oplevet noget lignende på det her niveau. Kun som junior eller U23, men ikke på eliteniveau.«

Sådan siger den danske cykelrytter Andreas Kron til B.T. om den manglende sikkerhed under forrige uges Skoda-Tour de Luxembourg, der udviklede sig til et sandt kaos.

Parkerede biler på ruten, biler der kørte ud midt i feltet og en modkørende lastbil, der forårsagede et større styrt, var blot nogle af de episoder, som rytterne måtte døje med undervejs i løbet.

Det vanvittige kaos fik rytterne til at træffe en spontan beslutning. Halvvejs gennem 2. etape neutraliserede de løbet, indtil de nåede ind på rundstrækningen. De havde fået nok.

Alle løbets fem etaper blev dog gennemført, og Andreas Kron, der kører for det danske prokontinentalhold Riwal, tog faktisk karrierens største sejr, da han vandt den sidste etape af cykelløbet.

Det var Krons første professionelle sejr, men de dårlige sikkerhedsforhold stjal – desværre for den unge dansker – det meste af rampelyset.

Der var nemlig et påfaldende mangel på 'race marshalls' og politi, som skulle sørge for, at ruten var ryddet for den normale trafik, når feltet kom forbi.

Andreas Kron sætter ord på løbet, etape for etape:

»Den første dag var farlig. Der var sindssygt mange parkerede biler på ruten. Mange andre steder har man sat skilte ud, hvor der står ‘her må I ikke parkere’, men det havde de ikke valgt at gøre i dette løb.«

»På anden etape vælger vi simpelthen at stoppe, da der holder en bus på en nedkørsel i den bane, vi gerne vil køre i. Den holder i et venstresving i venstre vejbane. Det var den helt rigtige beslutning, synes jeg. Senere er der så en bil, der frontalt er på vej ud i den forreste del af feltet, hvor jeg sidder. Vi undgår det heldigvis.«

Rytternes protest fangede også UCI's opmærksomhed, der hev fat i løbsarrangørerne for at få skabt nogle bedre rammer for cykelløbet. Og det hjalp, siger Kron:

»Herefter blev det bedre. Der kom flere marshalls og mere politi på de efterfølgende etaper.«

»Men sidste dag var der også en rigtig skidt situation,« siger Kron med hentydning til en episode, hvor en lastbil blokerede store dele af vejen på en nedkørsel rundt i et sving og forårsagede et større styrt.

»Lastbilen smårullede, men nåede at stoppe op. Den var bare et rigtigt skidt sted. Vi kommer ud gennem en kort tunnel, hvor vi ikke rigtig kan se noget. Her drejer vi til venstre, og i udgangen af svinget holder den så. Der var ingen marshalls eller motorcykler foran, der fløjtede. Og det er der, fejlen er. Lastbilen er farlig, men hvis vi var opmærksomme på den, så havde det ikke været farligt. Det er ikke fuld finale, men vi kører jo heller ikke langsomt, når det går nedad.«

Den høje fart kombineret med et sving og en uventet blokade er en cocktail, der skriger på ballade. Flere ryttere røg i asfalten:

»Jeg tror, at styrtet skete, fordi der var en indsnævring, hvor folk ikke kunne nå at reagere. Ligesom med et trafikuheld når de første godt at bremse, men de sidste når det ikke, og så går det galt.«

Her ses episoden, hvor lastbilen skaber kaos i feltet. Foto:
Her ses episoden, hvor lastbilen skaber kaos i feltet. Foto:
Vis mere

Andreas Kron var ikke selv i asfalten, men en af holdkammeraterne var ikke så heldig:

»Jeg nåede ikke at opleve det rigtige kaos, da jeg sad et sted mellem 10. og 15. position. Men vi mister faktisk en holdkammerat, der styrtede. Han måtte udgå, fordi han havde det skidt, men han er heldigvis okay nu. Det var utrolig ærgerligt, at der var nogen, der styrtede, men også heldigt, at det ikke gik ud over flere.«

Nu er Kron kommet hjem, og han kan reflektere over løbet som helhed. For selv om der var et godt væddeløb, så sidder han med en kedelig smag i munden:

»Det var egentlig et godt cykelløb, men opmærksomheden er på det forkerte, så det er rigtig ærgerligt.«

De manglende sikkerhedsforanstaltninger skal dog have et efterspil, mener den 22-årige dansker:

»Jeg håber, der kommer et efterspil. Ikke kun blandt arrangørerne, for UCI skal også tage noget ansvar i den her situation.«

Efter neutraliseringen på løbets 2. etape var UCI ude med en meddelelse, hvor de gjorde det klart, at de tager rytternes sikkerhed meget alvorligt, og at etaper eller løb kan sløjfes, hvis ikke det kan garanteres fra organisatørernes side.

Løbet blev dog gennemført, og det vides endnu ikke, om der rent faktisk kommer et efterspil ud af det.

Andreas Kron vandt løbets allersidste etape, hvor han i en spurt slog løbets samlede vinder, Diego Ulissi. Den talentfulde dansker tager et skridt op fra næste sæson, når han skifter til World Tour-holdet Lotto Soudal.