Lyt til artiklen

»Jeg ser VM-medaljen forsvinde for mine øjne.«

Sådan siger danske Mattias Skjelmose til B.T. om det moment, hvor hans udbrud bliver snydt for VM-medaljer af en gruppe, der kommer stormende bagfra.

På det tidspunkt er der kun 200 meter tilbage af VM-løbet i Australien.

Mattias Skjelmose har godt gang i cyklen, har åbnet spurten og er på vej forbi den ene af sine udrudskompagnoner.

Mattias Skjelmose (med rød hjelm i venstre side) blev nummer tre ved VM.
Mattias Skjelmose (med rød hjelm i venstre side) blev nummer tre ved VM. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

»Lige dér er jeg på vej til at vinde sølv,« fortæller Mattias Skjelmose.

Men så bliver han indhentet.

»Jeg forstår jo godt, hvad der foregår. Men jeg regner ud, at en masse er blevet misforstået, det er jeg meget ked af.«

Forklaringen følger her.

Den kun 21-årige dansker sad i en gruppe med fire andre, der så ud til at kæmpe om sølv- og bronzemedaljerne efter urørlige Remco Evenepoel. Men gruppen får enten en forkert melding eller misforstår den.

De fem ryttere udkæmper nemlig en yderst taktisk finale, hvor de kører meget langsomt mod mål – fordi de tror, at de har halvandet minut ned til de nærmeste forfølgere. Men det var langtfra tilfældet.

»Det var meget hektisk, når man kører uden radio. Det plejer World Tour-ryttere jo, men til et af årets vigtigste løb, kører vi uden. Det kræver ordentlig kommunikation fra kommissærer og motorcyklerne til rytterne. Hvis det ikke virker, kan rytterne ikke gøre så meget.«

Danskeren kan ikke hundrede procent huske, hvor han får informationen fra. Men han er overbevist om, at han ikke er den eneste, der misforstod det.

»Jeg kan forstå på nogen, at det måske har været halvandet minut op til Remco, og ikke ned til feltet. Men alt går så hurtigt, når man får en melding fra motorcykler, og man sidder 2-3 kilometer fra en VM-finale. Så når man ikke at tænke klart.«

De sidste mange kilometer lugtede det ellers gevaldigt af en VM-medalje til den danske debutant.

Han troede også i den grad på det.

Mattias Skjelmose i Trek-trøjen.
Mattias Skjelmose i Trek-trøjen. Foto: Trek-Segafredo
Vis mere

»Jeg er fuldt fokuseret på spurten,« siger Mattias Skjelmose, da han skal forklare den sidste kilometer af det 267 kilometerlange løb.

»Vi har slet ikke i overvejelserne, at der kommer nogen bagfra. For det første, fordi vi tror, der er meget langt ned til dem, og for det andet fordi den sidste kilometer er så kringlet, at man kun kan se 10 sekunder tilbage.«

»Vi har ingen idé om, at der kommer nogen. Så starter jeg faktisk spurten først, og 200 meter før mål finder jeg ud af, at de kommer. Det er ærgerligt, men jeg er glad for den måde jeg kørte på. Jeg synes ikke, jeg kunne gøre noget anderledes.«

Mattias Skjelmose, der har kørt meget få løb af samme distance i sin korte karriere, endte på en 10.-plads.

Og der sad blandede følelser i kroppen på Trek-rytteren, da han passerede målstregen.

»Jeg var glad og skuffet på samme tid. Havde folk fortalt mig inden løbet, at jeg blev nummer 10, havde jeg været enormt glad. Men efter omstændighederne kan jeg ikke lade være med at være lidt skuffet.«

»Det er cykling nogle gange. Det vigtigste er, at jeg kører et så godt et cykelløb og performede så langt henne i løbet med så gode ben i finalen.«

Han forklarer, at han aldrig troede på, at Remco Evenepoel – der senere vandt løbet – kunne hentes, da han først var stukket fra den gruppe, Skjelmose sad i.

»Jeg vidste godt, Remco ville vinde VM, da han begyndte at rykke fra den større gruppe. Man kunne se på den måde, han kørte på, at han ikke ville blive slået, medmindre der skete noget mekanisk. Allerede dér havde jeg sat hovedet op efter noget andet at køre for end guldet,« siger danskeren.

Du kan læse B.T.s dom fra det dramatiske cykelløb her.