På trods af, at ledelsen bag den danske Tour-start i 2021 har erkendt, at man havde oplyst forkerte tal til at brande den danske Tour-start, fortsatte de forkerte tal med at florere i over fire måneder.

Det skriver Politiken, der lørdag bringer 17 stykker dokumentation for falske tal hos partnere til den danske Tour-start.

Alex Pedersen, der er ansat som chef for 'Grand Départ Copenhagen Denmark' (Tour-starten i Danmark 2021), måtte i juli beklage, at man havde oplyst forkerte tal til at brande sig med.

Det drejede sig om, at man skrev, at Touren blev set af 3,5 milliarder tv-seere verden over, mens tallet reelt set er mellem 10 og 20 millioner mennesker per etape (i så fald maksimalt 420 millioner seere).

Alex Pedersen.
Alex Pedersen. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Derudover havde man oplyst, at tidligere værter for Tour-starten havde fået god branding ud af det.

Som eksempel havde man brugt Düsseldorf, der skulle have have fået en anslået reklameværdi på 443 millioner euro på Tour-starten, hvilket Deloitte har regnet sig frem til er cirka 100 millioner euro for meget.

Siden juli har 10 partnere af den danske Tour-start dog fortsat bragt de forkert tal på deres hjemmesider - i alt i 17 tilfælde. Det drejer sig om Vejle Kommune, Nyborg Kommune, Roskilde Kommune, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Erhvervsministeriet, Sport Event Danmark, VisitDenmark og Wonderful Copenhagen.

»Det er vi selvfølgelig kede af. I sommer var vi i dialog om det med vores partnere, så det ærgrer os da meget, når der så stadig er steder, hvor tallene ikke er rettet til. Det skal naturligvis være de rigtige oplysninger, vi viderebringer. Efter at I har gjort opmærksom på det, vil vi gøre alt, hvad vi kan, for hurtigst muligt at få det rettet til,« siger Alex Pedersen til Politiken.

Erhvervsministeriet beklager også fejl og vil nu gennemgå ministeriets hjemmeside for flere fejl.

Flere af Tour-partnerne har allerede rettet fejlene, men enkelte steder er der fortsat forkert tal oplyst, skriver Politiken.

'Tour de France transmitteres i 190 lande og har cirka 3,5 milliarder tv-seere under løbet,' skulle der have stået på en af de tre ovennævnte regioners hjemmeside lørdag morgen.

Tour de France 2021 starter den 2. juli med en enkeltstart i København. Anden etape køres fra Roskilde til Nyborg, mens tredje etape køres fra Vejle til Sønderborg.