Den danske cykelrytter Mads Pedersen viser lovende Tour-form.

Trek-Segafredo-rytteren vandt onsdag 1. etape af Belgien Rundt, da han kørte først i mål.

Og det betyder desuden, at danskeren også napper løbets førertrøje.

Danskeren kørte overlegent i mål, efter en mindre gruppe holdt hele vejen til målstregen. Her satte han Tim Wellens og Jasper Philipsen til vægs i en flot sprint.

Cykelrytteren Mads Pedersen (Trek) var flyvende på 1. etape af Belgien Rundt onsdag eftermiddag.

Danskeren har flere gange vist, at han er særdeles udholdende i de lange spurter, og til sidst trak han da også fra konkurrenterne med et par cykellængder, inden han strakte armene i vejret som sejrherre.

»Det var et virkelig hårdt løb. Det er en af de varmeste dage i år. Normalt er jeg ikke så god i varmen. Så det var hårdt, og løbet mindede lidt om en klassiker.«

»I finalen var det hårdt med stigningen 2,5 kilometer før mål. Jasper åbnede spurten tidligt og lavede et lille hul, men heldigvis for mig gik han lidt i stå,« siger Mads Pedersen i tv-transmissionen hos Discovery.

Dermed beviste Mads Pedersen, at han er i storform, inden han om få uger indleder Tour de France på asfalten i København.

»Det viser, at formen er, hvor den skal være. Det ser godt ud i forhold til Tour de France, men nu koncentrerer jeg mig om det her løb.«

»Det er selvfølgelig et af mine mål at få den gule trøje i Danmark. Det er en drøm. Men det er svært, for der er så mange gode ryttere med,« siger Mads Pedersen.

Sejren betyder samtidig, at Mads Pedersen kan iføre sig førertrøjen i det belgiske løb, som strækker sig over fem etaper.

Hvis man tæller sejren i Fyen Rundt med, er det sjette gang i 2022, at Mads Pedersen vinder et cykelløb.