Jakob Fuglsang nappede tirsdag sejren i endagsløbet i alperne Mercan’Tour Classic, der køres for anden gang.

Det er danskerens første sejr siden 15. august 2020, hvor han sejrede i Lombardiet Rundt.

Danskeren fra Israel Start-Up Nation satte Michael Woods og David Gaudu og kunne sikkert køre i mål som første mand i det 168 kilometer lange løb. Gaudu var af mange spået som storfavorit til løbet.

Dermed viser Fuglsang gode takter inden Tour de France, der starter på hjemmebane i Danmark i år.

Den 37-årige dansker er efter alt at dømme i gang med sin sidste kontrakt i karrieren, efter han i oktober sidste år skrev under på en treårig aftale med Israel Start-Up Nation.

Med den stigende formkurve i bagagen kan danske cykelfans måske begynde at sætte håbet op forud for Tour de France, hvor Fuglsang håber på at kunne sætte sit aftryk, når de første tre etaper køres herhjemme.

Tirsdag viste han i hvert fald, at benene ser gode ud, når det går opad. Mercan’Tour Classic fungerer som et godt fingerpeg for de bjergglade ryttere, hvor de står. Undervejs passerede rytterne tre store bjergpas.

Og her så det godt ud for Fuglsang, der satte konkurrenterne til vægs.