Bjarne Riis må hellere end gerne gribe telefonen og taste Magnus Corts telefonnummer ind, hvis det skulle lykkes at få stablet et dansk World Tour-hold på benene.

Sådan lyder det fra Magnus Cort selv, da han mødte B.T. og resten af den danske presse på Astanas hotel forud for Tour-starten.

»Ja, det vil helt sikkert være interessant. Det vil selvfølgelig være et interessant hold med en dansk profil. Og han må gerne ringe, når de laver et hold hold,« fortæller en grinende Magnus Cort, der i år deltager i sit første Tour de France, til B.T.

»Men der er nok et lille stykke vej endnu, og hvis de er på vej op til Pro Kontinental-niveau i første omgang, så venter jeg nok til, at de kommer på World Touren. Men det er meget spændende, og jeg læser meget flittigt med i de artikler, der er, for det er nok ham og Lars (Seier, red.), der har det mest seriøse bud på et dansk hold, der kunne træde ind på den store scene.«

Det var B.T., der tirsdag kunne afsløre Bjarne Riis’ planer om et nyt dansk cykelhold, og den nyhed faldt i god jord hos den 25-årige danske cykelrytter.

»Det glæder mig rigtig meget. Jeg kunne læse, at de forhåbentlig har et Pro Kontinental-hold næste år, og det lød til, at det var mere sikkert, end det har været før. Det er noget, de har arbejdet på i mange år, så er der er jo ikke som sådan noget overraskende i, at de stadig forsøger på det,« siger Magnus Cort og fortsætter.

»Men det vil helt sikkert være godt for dansk cykelsport, hvis der kommer et hold på Pro Kontinental-niveau. Det tror jeg virkelig, der kunne være brug for til at at have et skridt mellem Kontinental og World Tour - specielt, når vi ikke har et dansk World Tour-hold,« fortæller Cort, der får den primære opgave at beskytte danske Jakob Fuglsang under Touren.

Udover Magnus Cort og Jakob Fuglsang har Astana også Michael Valgren og Jesper Hansen på holdkortet, og dermed er halvdelen af holdet dansk.

Tour de France starter lørdag den 7. juli med en flad etape langs den franske vestkyst.