Lillehammer. En målrettet forberedelse med højdetræningslejr i Spanien gav afkast i forårets vigtigste mål, da cykelrytteren Alexander Kamp søndag vandt femte og sidste etape af Tour of Norway.

Den 24-årige dansker fra Virtu Cycling besejrede spanieren Eduard Prades Reverter (Euskadi Basque Country-Murias) i en direkte duel om sejren i Lillehammer.

De to ryttere kom alene til stregen efter en hård etape med flere angreb og mislykkede udbrudsforsøg.

Forspringet til de øvrige klassementryttere var tilpas stort til, at Reverter snuppede den samlede sejr, mens Kamp blev nummer to samlet.

Den norske favorit Edvald Boasson Hagen fra Dimension Data erobrede podiets sidste trin i det norske etapeløb, der ligesom PostNord Danmark Rundt er et løb i klasse 2. HC på UCI Europe Tour.

Alexander Kamp, som blev dansk mester på landevej i 2016, kom til Norge med forhåbninger om et topresultat efter at have tilbragt en periode i Sierra Nevadas højder i Sydspanien.

Tour of Norway var et af sæsonens store mål.

I begyndelsen af maj vandt danskeren UCI-løbet Sundvolden GP, og han blev nummer to i Ringerike GP dagen efter.

/ritzau/